Juventus fortsætter perfekt sæsonstart

Topholdene vandt onsdag aften i Serie A. Blandt dem er Juventus, som tog sæsonens sjette sejr af seks mulige.

Juventus vandt med 2-0 hjemme over Bologna. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Juventus vandt med 2-0 hjemme over Bologna. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Juventus ligner igen i denne sæson det bedste bud på en italiensk mester i fodbold.

De seneste syv sæsoners Serie A-vinder tog onsdag aften endnu et skridt mod et nyt mesterskab, da klubben gjorde kort proces mod Bologna og vandt 2-0.

I løbet af bare et kvarter scorede Juventus to gange og kunne derfor køre sejren hjem i bedste italienske topholdsstil.

Først scorede argentineren Paulo Dybala efter et akrobatisk spring i det 11. minut, mens franskmanden Blaise Matuidi fem minutter senere udnyttede et oplæg fra Cristiano Ronaldo.

Med sejren har Juventus nu vundet sæsonens seks første kampe i Serie A, og holdet ligger derfor alene i spidsen af rækken.

Napoli sørgede med en 3-0-sejr hjemme over Parma for, at afstanden op til Juventus fortsat kun er på tre point.

AS Roma har fået en sløj sæsonstart, men med en hjemmesejr på 4-0 over Frosinone kravler hovedstadsklubben op på tiendepladsen i Serie A med ti point op til Juventus.

Der var også danskere i aktion onsdag aften.

Riza Durmisi blev skiftet ind for Lazio og var næstsidste spiller med en fod på bolden, da holdet scorede til 2-0 over Udinese, der havde Jens Stryger Larsen med i hele kampen.

Durmisi endte også med at vinde duellen over sin tidligere holdkammerat i Brøndby. Lazio vandt 2-1 og er på tredjepladsen i Serie A.

Joachim Andersen og Sampdoria holdt nullet på udebane mod Cagliari. Danskeren fik fuld spilletid i 0-0-kampen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.