Juventus-træner: Takkede nej til trænerjob i Real Madrid

Ifølge Massimiliano Allegri afviste han et tilbud fra Real Madrid om at afløse Zinedine Zidane som cheftræner.

Massimiliano Allegri har vundet Serie A fire gange som cheftræner for Juventus. Foto: Stefano Rellandini/Reuters
Fodbold 14. juni 2018 13:48

Real Madrid har hentet Julen Lopetegui som cheftræner som erstatning for Zinedine Zidane, men afløseren kunne have heddet Massimiliano Allegri.

I hvert fald fortæller den nuværende Juventus-træner, at han blev tilbudt jobbet, men afviste Real Madrid-præsident Florentino Pérez.

- Jeg sagde nej, siger Allegri til Sky Sport Italia.

- Det fortalte jeg Florentino Pérez over telefonen, fordi jeg havde givet mit ord til Andrea Agnelli (Juventus-præsident, red.).

- Jeg takkede Florentino for tilbuddet, men jeg sagde, at jeg ikke kunne sige ja af respekt for Juventus, siger Massimiliano Allegri.

50-årige Allegri har været træner for Juventus siden 2014, hvor han erstattede Antonio Conte. I tiden som træner for Torino-klubben er det blandt andet blevet til fire triumfer i både Serie A og Coppa Italia.

Real Madrid valgte i stedet at ansætte Lopetegui. Lopetegui var ved at forberede sig til VM-slutrunden som landstræner for Spanien, da han indgik aftalen med Real Madrid.

Præsidenten i Det Spanske Fodboldforbund, Luis Rubiales, har fortalt, at forbundet først blev informeret om kontrakten mellem Lopetegui og Real Madrid, fem minutter inden pressemeddelelsen blev sendt ud.

Det faldt Det Spanske Fodboldforbund for brystet, og Lopetegui blev onsdag fyret som landstræner med to dage til Spaniens VM-premiere mod Portugal. Fernando Hierro blev efterfølgende udnævnt til landstræner under VM.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...