Fodbold

Juventus uden Bendtner udspiller Chelsea

Juventus vandt 3-0 hjemme over Chelsea og kan selv afgøre sin fremtid i Champions League-gruppespillet

Sebastian Giovinco jubler efter sin scoring til 3-0 mod Chelsea. Foto: Scanpix

Sebastian Giovinco jubler efter sin scoring til 3-0 mod Chelsea. Foto: Scanpix

TORINO:Juventus har fortsat skæbnen i egne hænder i Champions Leagues gruppe E, efter at de italienske mestre tirsdag aften fortjent vandt 3-0 hjemme over engelske Chelsea.

Kampen var yderst medrivende, og Fabio Quagliarella, Arturo Vidal og indskiftede Sebastian Giovinco scorede målene i Torino for hjemmeholdet, der har ni point efter fem kampe.
De forsvarende Champions League-vindere, Chelsea, risikerer derimod at blive slået ud allerede i gruppespillet, eftersom holdet kun har syv point og er afhængig af resultatet af kampen mellem Shakhtar Donetsk og Juventus i sidste spillerunde.
Ender kampen i Donetsk uafgjort, kan Chelsea ikke komme videre, uanset om klubben hjemme besejrer FC Nordsjælland.
Dermed stiger presset på Chelsea-manager Roberto Di Matteo, som i maj førte klubben til Champions League-titlen.
Juventus havde vraget Nicklas Bendtner til truppen på 18 spillere mod Chelsea, og i front stillede de italienske mestre med Mirko Vucinic og Fabio Quagliarella fra start.
Det var dog schweizeren Stephan Lichtsteiner, som var ved at komme på scoringstavlen efter tre minutter, men Petr Cech fik pareret.
Juventus pressede fra begyndelsen af kampen, men efter 10 minutter spillede Chelseas Juan Mata i en kontra bolden frem til Eden Hazard.
Den unge belgier, som var Chelseas eneste deciderede angriber fra start, måtte i fri position se den store chance blive blokeret til hjørnespark af Juventus-målmanden Gianluigi Buffon.
Hjemmeholdet fortsatte den spillemæssige dominans, og efter 38 minutter gav det bonus.
Andrea Pirlos afslutning havde ganske vist ikke retning mod målet, men Fabio Quagliarella fik drejet bolden ind via Petr Cechs målmandshandske.
Kampen var inde i en særdeles eksplosiv fase, og minuttet senere havde begge hold en stor chance inden for 15 sekunder.
Først måtte Chelsea-forsvareren Ashley Cole redde bolden på egen målstreg, og i det efterfølgende kontraløb hev Gianluigi Buffon endnu en stor redning frem på forsøget fra Juan Mata.
Det medrivende spil fortsatte efter pausen, og efter en time bragte chilenske Arturo Vidal lidt heldigt Juventus foran 2-0.
Midtbanespillerens afslutning blev afrettet af Chelsea-spilleren Ramires og snød Petr Cech.
20 minutter før tid sendte Roberto Di Matteo sin spanske angriber, Fernando Torres, på banen, men Juventus fortsatte med at dominere det tilsyneladende trætte engelske hold.
Mirko Vucinic havde en stor chance, men det blev indskiftede Sebastian Giovinco, der afgjorde kampen definitivt i sidste minut på en friløber./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst