Jydekompagniet

Instruktøren insisterede på, at alle medvirkende i filmen "Hvidsten Gruppen" skulle have jysk som modersmål

Lars Aare
Instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis (forrest til venstre) sammen med skuespillerne på Hvidsten Kro, arnestedet for filmen om Hvidstengruppen. Foto: Michael Bygballe
Dyr 23. februar 2012 05:00

En af mange historier om den legendariske Hvidstengruppe fortæller, at der i Marius Fiils tid som krofatter aldrig var en fest på Hvidsten Kro uden, at St. St. Blichers "Jyden han er stærk og sej" blev afsunget. De jyske rødder stak dybt på de kanter på den tid, og det gør de også i filmen "Hvidsten Gruppen", der har biografpremiere i næste uge. Som sædvanlig er filmen blevet "hypet" med en gallapremiere, men helt usædvanligt foregik det ikke i København, men i BioCity i Randers - hvortil var inviteret en lang række efterkommere af Hvidstengruppens medlemmer i stedet for de sædvanlige tv-kendisser. Så dybt stikker rødderne, at instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis i sin casting til filmen gik ensidigt efter skuespillere med jyske aner. Ikke kun fordi der snakkes jysk i filmen - og det gør der med pæn troværdighed - men også fordi tonen i og rammen omkring filmen nu engang er jysk. - Det handler om at ramme den særlige stemning, man også oplever, når en flok jyder finder sammen i København. Den særlige mentalitet, det jyske lune, "ræven bag øret". Jeg er stor tilhænger af, at man som skuespiller skal være, ikke spille. Og det synes jeg, vi har opnået med dette hold, siger Anne-Grethe Bjarup Riis, selv født og opvokset på Herning-kanten. I spidsen for dette jydekompagni står Jens Jørn Spottag (med rødder i Odder) og Bodil Jørgensen (født i Vejle) som ægteparret Marius og Gudrun Fiil, der i 1943 meldte sig under fanerne i den danske modstandskamp. En beslutning, der endte med, at Marius Fiil og syv andre mænd, deriblandt hans søn og svigersøn, 29. juni 1944 blev henrettet af tyskerne i Ryvangen ved København. En seriøs, alvorlig og meget følelsesladet film, der at dømme efter de første lokale reaktioner nok skal finde et stort publikum i provinsen. - Jeg har lavet film i 25 år, men jeg har aldrig været så nervøs som før denne premiere. Vi vadede jo direkte ind i løvens hule og viste filmen for mennesker, som havde et personligt forhold til Hvidstengruppen. Hvis det ikke var gået godt, kunne vi have glemt alt om at få resten af landet med, lød det dagen efter gallapremieren fra en lettet producent Regner Grasten. Han kommer selv fra Frederiksberg men er til gengæld jysk gift. Meget tyder da også på, at den jyske vinkel har været et ganske smart pr-trick. I hvert fald har presseomtalen - også i hovedstaden - været langt mere intensiv, end man normalt oplever op til en dansk filmpremiere. - Jeg har i hvert fald aldrig oplevet en så varm modtagelse af en af mine film. Alle virker seriøst interesseret i projektet. Nu er jeg ikke længere i tvivl om, at filmen nok skal gå godt. Den vil helt klart starte bedst i provinsen, men københavnerne skal også nok få øjnene op for den. På søndag er det så netop en udvalgt skare københavneres tur til at se filmen. Og selvom mange på de kanter altid vil synes, at det hele bare er så ufedt i Jylland, så vil de måske være modtagelige for den del af salgstalen, der spiller på referencer til det arabiske forår: Det universelle i kampen for frihed og værdighed - ideen om, at "nogen må dø for at andre kan leve", som det lyder i filmens undertitel. - En vedkommende film, kalder hovedrolleindehaver Jens Jørn Spottag resultatet. Under indspilningerne har han forsøgt at distancere sig selv fra tanken om, at den handler om virkelige personer, som endnu nulevende mennesker har kendt. - Som skuespiller må man ikke have for stor ærefrygt for den historie, man skal fortælle. Vi skal forholde os loyalt og respektfuldt til de historiske kendsgerninger, men hvis respekten bliver for lammende, kan vi ikke fortælle historien så nuanceret, som vi bør. Og nuancerne har været vigtige at få med, understreger den debuterende spillefilminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis. - Jeg kommer selv fra en familie, hvor min morfar gemte våben til modstandsbevægelsen i brændestabelen, mens min farfar solgte korn til tyskerne. For mig har det været vigtigt at vise, at det ikke var ondskab eller ligegyldighed, der afholdt mange fra at tage aktiv del i modstandskampen. Som en mor siger i filmen: "Hvem skal føre gården videre, hvis min søn bliver taget?" Det er et absolut relevant argument, som man ikke bare kan ignorere. Der er langt fra tale om en actionfilm, så det er nærliggende at antage, at "Hvidsten Gruppen" vil appellere mest til det modne publikum. Men filmens yngre spillere har været begejstret for historien. 22-årige Thomas Ernst, født i Kolding, kom på sit korte skuespillerlivs hidtil største opgave som Marius Fiils søn Niels, der ligesom faren ender med at blive henrettet. - Eftersom jeg spiller en historisk person, har jeg brugt mere tid på at forberede mig på rollen, end jeg plejer. Jeg kendte ikke meget til Hvidstengruppen på forhånd, men jeg har altid interesseret mig for Anden Verdenskrig, og jeg var ikke i tvivl om, at det var en film, jeg gerne ville være med i. Han har undervejs uundgåeligt måttet stille sig selv spørgsmålet: Ville jeg selv have modet til at gøre det, medlemmerne af Hvidstengruppen gjorde? - Det er næsten umuligt at svare på. Men jeg tror faktisk ikke, jeg ville have haft modet. Jeg tror, jeg ville være bange for at miste alt. Alle medvirkende erklærer, at det var meget følelsesladet at overvære gallapremieren sammen med Hvidstengruppens efterladte. En af dem er 69-årige Gulle Fiil, barnebarn af Marius og Gudrun. Hun er glad for resultatet. - Vi var på forhånd lidt bekymrede for, om filmen nu kom til at handle for meget om kroen og familien Fiil. Men jeg synes, den kommer godt omkring historien uden at være hverken for dramatisk eller romantisk. Ja, som jyde lærer man fra barnsben, at man ikke skal komme for højt op at flyve. For Janteloven lurer altid lige om hjørnet. Det var Fiil'erne allerede ved krigens afslutning opmærksomme på, understreger den lokale ekspert udi Hvidstengruppen, Hans Nejsum og peger på mindestenen ved gruppens urnegravsted midt i landsbyen. Her står de tre Fiil'er sidst på listen over de otte henrettede. - Man kunne have forventet, at Marius Fiil som gruppens leder ville stå øverst. Men det var Gudrun Fiils udtrykkelige ønske, at de skulle stå sidst. Det skulle jo nødig hedde sig ... - Laura er Gerda Fiil Mange teenagere går med en skuespillerdrøm i maven. 16-årige Laura Winther Møller fra Aalborg har vist sig at have noget at have drømmen i. Et halvt hundrede piger var mødt op til casting i håbet om at få rollerne som Gudrun og Marius Fiils døtre i filmen om Hvidstengruppen. Instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis var ikke i tvivl, da hun havde set Laura an, om at hun skulle have den markante rolle som Gerda Fiil. - Laura har været fuldstændig formidabel. Hun er meget, meget professionel og disciplineret. Hun har altid været forberedt, men alligevel blød at arbejde med og dermed modtagelig for instruktion. - Hun er Gerda Fiil, hun ikke bare spiller rollen. Og så er der den pudsige detalje, at hun skeler en lillebitte smule på samme øje som Jens Jørn Spottag, som spiller hendes far i filmen, siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Selv har Laura Winther Møller været lidt væk fra filmens verden siden syv intense uger med indspilninger i august og september sidste år. I mellemtiden har hun passet sin skolegang i 9. klasse på Ranum Efterskole. Men i søndags skulle hun se filmen for første gang. - Jeg var nervøs i lang tid op til premieren, for jeg har været så bange for at skulle se mig selv og for, om jeg havde lavet fejl. Lige i starten kunne jeg slet ikke fatte, at det var mig deroppe på lærredet, men efterhånden glemte jeg, at det var mig, og begyndte bare at se filmen. Med til at øge nervøsiteten var, at gallapremieren også blev overværet af efterladte og andre, der havde kendt folkene omkring Hvidstengruppen. - Heldigvis var folk positive. Især betød det meget for mig, at Gerdas søn kom hen til mig og sagde, at han var rigtig tilfreds med det, jeg havde fået ud af rollen. Det lettede, for så vidste jeg, at jeg ikke havde såret nogens følelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...