Jyden-løftere viste flaget i hovedstaden

KØBENHAVN:Jyden, han er stærk og sej. Den evigtgyldige sandhed blev der ført nye beviser for ved søndagens Copenhagen Cup i vægtløftning, der foregik i det gamle Idrættens Hus på Østerbro. Her var løftere fra Aalborg-klubben AK Jyden tæt på total dominans - havde det ikke været for en enkelt hovedstadsfarisæer i skikkelse af Henrik Nobel fra københavner-klubben AK Gotha, der vandt mændenes åbne klasse foran de to Jyden-løftere, Kim Lynge Pedersen og Jesper Jørgensen, på de næste pladser. - Vi kan ikke skjule det. Vi har haft en knaldhamrende god dag i hovedstaden, lød det efter stævnet fra en tilfreds Kim Lynge Pedersen, der efter et træk på 140 kg og et stød på 172 måtte se sig slået med to point af Henrik Nobel, som med fem kilo mere kropsvægt trak 145 kg og stødte 175 kg. 56 mænd fra seks nationer stillede op i mændenes konkurrence. Hos kvinderne var AK Jyden-dominansen endnu mere udtalt med tre løftere på de tre første pladser. I konkurrence med 18 andre løftere fra fem nationer vandt OL-kandidaten Lisbeth Østergaard i overlegen stil med en score på 204 point foran klubkammeraten Tulle Poulsen med 174 point, mens Anja Bærentsen på tredjepladsen scorede 157,86 point. Med sejren understregede Lisbeth Østergaard på ny sin dominerende position blandt de kvindelige vægtløftere herhjemme, selv om 72 kg i træk og et stød på 87 kg var langt fra hendes personlige rekorder. - Hun gjorde det udmærket. Hun er for tiden i hård træning og var slet ikke nedtrappet til denne konkurrence. I øjeblikket arbejder vi udelukkende frem imod EM i Grækenland til april, noterer Kim Lynge Pedersen.