Jysk sætter ny rekord

Jysk Group har øget sin omsætning til 23 milliarder kroner i det seneste regnskab

- Jeg tror ikke, at e-handel kommer til at gøre de fysiske butikker overflødige, lyder det fra ejer af Jysk Lars Larsen. Foto: Scanpix

- Jeg tror ikke, at e-handel kommer til at gøre de fysiske butikker overflødige, lyder det fra ejer af Jysk Lars Larsen. Foto: Scanpix

HELE LANDET: Milliarderne ruller ind i Jysk Group, der driver mere end 2400 butikker i 45 lande.

Helt præcist omsatte koncernen for 23,2 milliarder kroner i regnskabsåret 2015/16, og det skyldes blandt andet fremgang i Østeuropa.

Jysk har åbnet butik nummer 200 i Polen, men væksten er også udtalt i en række øvrige lande i området.

- Jysk har fået en fantastisk modtagelse i Østeuropa, og forbrugerne er utrolig glade for både vores sortiment og den måde, vi driver forretning på.

- Den skandinaviske stil og den skandinaviske tilgang til både kunder og medarbejdere er helt sikkert med til at gøre, at rigtig mange vælger Jysk, siger ejer og bestyrelsesformand Lars Larsen.

E-handel skal stige

Samtidig er man ti år efter etableringen begyndt at tjene penge i Holland, og derfor bliver kæden nu introduceret i nabolandet Belgien næste år.

Derudover vil Jysk i endnu højere grad satse på e-handel som supplement til butiksnettet.

- Jeg tror ikke, at e-handel nogensinde kommer til at gøre de fysiske butikker overflødige, og derfor skal Jysk fortsætte med at åbne cirka 100 nye butikker om året.

- Men samtidig skal vi give kunderne flere og bedre muligheder for at handle online, siger Lars Larsen.

Resultatet før skat og renter lød på mere end 3 milliarder kroner.

Jysk Group udgør den klart største del af Lars Larsen forretningsimperium, som er samlet i koncernen Lars Larsen Group.

Den omfatter blandt andet også møbelkæderne Bolia, Idemøbler og Ilva og har en årlig omsætning på 27 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.