Jyske Bank: 20 kroner mere pr aktie i Nordjyske Bank

Aktionærer i Nordjyske Bank bliver senere i april præsenteret for et nyt købstilbud fra Jyske Bank

Ritzau
Jyske Bank føjer 20 kroner per aktie til deres købstilbud af de resterende aktier i Nordjyske Bank. Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Erhverv 5. april 2018 17:11 - Opdateret 5. april 2018 20:12

NORDJYLLAND: Jyske Bank skruer op for prisen i deres købstilbud på de cirka 60 procent af aktierne i Nordjyske, som Jyske Bank ikke ejer i forvejen.

Aktionærer kan nu få 190 kroner per aktie. Det er 20 kroner mere end sidste bud. Det oplyser Jyske Bank i en pressemeddelelse.

Det nye bud vil være en præmie på 60 procent sammenlignet med den kurs Nordjyske Banks aktie lukkede i 12. marts. Grunden til, at prisen udregnes mod aktiekursen 12. marts er, at det oprindelige bud faldt 13. marts.

Jyske Bank begrunder den ny og større købspris med, at repræsentanter for bestyrelsen og aktionærer i Nordjyske Bank har givet til kende, at de vil have mere for deres aktier.

Derudover henviser Jyske Bank til en opskrivning i værdien af Nordjyske Banks ejerandel i BI Holding, samt en opjustering af forventninger for 2018-resultatet i Nordjyske Bank.

Aktien steg pænt

Det forbedrede tilbud fik straks aktieværdien af Nordjyske Banks aktier til at stige med over otte procent, skriver Ritzau Finans.

Det nye tilbud værdisætter Nordjyske Bank til tæt på 3,5 milliarder kroner.

Jyske Banks nye tilbud bliver offentliggjort senest 10. april. Det kommer med mindst tre betingelser. En af dem handler om en ophævelse af ejer- og stemmeloftet i Nordjyske Banks vedtægter.

Derudover kan tilbuddet kun gennemføres, hvis Jyske Bank efter handlen ejer mindst to tredjedele af Nordjyske Bank.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...