Jyske Bank forventer historisk resultat i første halvår

Jyske Bank regner med at hive et overskud på tre milliarder kroner i land i årets første seks måneder.

Jyske Bank-koncernen løfter torsdag morgen sløret for bankens forventninger til årets første seks måneder. Og det ser lyst ud.

I en fondsbørsmeddelelse oplyser Jyske Bank, at man forventer et historisk højt resultat på omkring tre milliarder kroner før skat.

- Resultatet skal vurderes og ses i lyset af, at der indtægtsføres 2,4 milliarder kroner i badwill i forbindelse med sammenlægningen med BRF-Kredit, siger bankens ordførende direktør, Anders Dam.

Han forklarer videre, at "der er og bliver foretaget en revurdering og ensretning af regnskabsmæssige skøn i henholdsvis Jyske Bank og BRF-Kredit".

- Den samlede effekt af disse reguleringer udgør i alt i niveauet minus 1,3 milliarder kroner, siger Anders Dam.

Jyske Bank overtog sidst i april alle aktiver i BRF-Kredit, og banken anfører, at dagsværdien af de overtagne nettoaktiver udgør 9,5 milliarder kroner, mens købesummen for aktiverne var noget mindre, nemlig 7,1 milliarder kroner.

Det er det, der giver mulighed for en indtægtsførsel af 2,4 milliarder kroner. Og i fondsbørsmeddelelsen understreges det da også, at det usædvanlige halvårsresultat i høj grad vil være påvirket af sammenlægningen med BRF-Kredit.

Banken oplyser desuden, at den er på vej med nye F3- og F5-boliglån som konsekvens af stor efterspørgsel.

De nye produkter vil blandt andet have løbetider op til 30 år, op til 10 års afdragsfrihed, op til 80 procents belåning og en konkurrencedygtig prissætning, lover banken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst