Jyske Bank fyrer 25 i Nordjylland

To nordjyske afdelinger nedlægges som konsekvens af torsdagens store sparerunde.

Ida Amalie Bodh Have,
Jyske Bank lukker afdelingerne i Bindslev og Pandrup og 25 medarbejdere i Nordjylland bliver fyret. Arkivfoto: Scanpix
EMNER 22. september 2011 20:01

Torsdag meddelte Jyske Bank, at de skal spare 400 millioner kroner. Det betyder, at flere afdelinger nedlægges, og at medarbejdere skal fyres. Ved udgangen af 2012 skal 250 medarbejdere være afskediget. De første 150 har allerede modtaget en fyreseddel. I Nordjylland lukker afdelingerne i Pandrup og Bindslev. - Det er de afdelinger, der er mindst. Vi kan se, at de stigende krav, der i dag er til rådgivning, dokumentation og regler, vi skal overholde, kræver et helt andet kompetenceniveau, end vi normalt har, forklarer områdechef i Jyske Bank for Område Nord, Tom Frandsen. Helheden frem for individet Jyske Bank har 31 afdelinger og 500 medarbejder i Nordjylland. I alt har 25 medarbejdere i Nordjylland modtaget en fyreseddel. Det svarer til fem procent af de nordjyske medarbejdere. Tom Frandsen pointerer, at det ikke er medarbejderne, den er galt med. - Vi har gode forhåbninger på vores afskedigede medarbejderes vegne, og det fortjener de også, for det er jo ikke dem, der har fejlet. Det er jo hele udviklingen i markedet, der er blevet mindre. Forretningen er ikke så stor, som vi havde håbet, den kunne være, så der er vi nødt til at kigge på helheden frem for individet. Frygter ikke kunder smutter Hos Jyske Bank frygter man ikke, at de kunder, der er berørte af nedlæggelse af de to afdelinger, skifter til en anden bank. Man håber, at de vil flytte med til en ny afdeling, selvom transporttiden bliver længere. - Der vil altid være en risiko, men de erfaringer, vi har fra tidligere, viser, at vi faktisk har god succes med at fastholde omkring 95 procent af kunderne, siger Tom Frandsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...