Jyske Bank mister ikke kunder på kontingent-krav

Mens flere kunder flygtede fra Danske Bank, har Jyske Bank ikke fået en eneste klage om bankens abonnement.

Jyske Bank mister ikke kunder på kontingent-krav

I modsætning til Danske Bank har Jyske Bank ingen problemer med at holde på kunderne, selvom den i februar indførte et månedlige abonnement for at have en konto i banken.

Det fortæller Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, til Ritzau Finans.

- Vi har ikke rigtig haft nogen reaktioner. Jeg har ikke fået en eneste klage, siger han efter tirsdagens offentliggørelse af årsregnskabet for 2012.

Direktøren understreger samtidig, at det kun er kunder med meget få forretninger med banken, der bliver afkrævet et gebyr for at have en konto hos dem.

Den 21. januar lancerede Danske Bank et lignende kundeprogram, der dikterer, at man skal betale 480 kroner om året for at være medlem og beholde sin konto.

Og formålet med kontingent-kravet, der træder i kraft den 1. september, er at få luget ud i kunderne. Derfor tilbyder Danske Bank, at jo flere forretninger man har i banken, des billigere bliver medlemskabet.

Men det har flere kunder i Danske Bank ikke villet finde sig i, og derfor har mange forladt banken.

- Vi har mistet 3800 kunder. Størstedelen er folk, der har deres bankforretninger andre steder end hos os, har direktøren for privatkunderne i Danske Bank, Tonny Thierry Andersen, tidligere udtalt.

- Vi har to millioner kunder - men vi kan se, at omkring 200.000 konti ikke er blevet rørt i de seneste tre måneder. Og derfor vil vi have fat i alle vores kunder for at finde løsninger med dem, tilføjede han.

Og til trods for det store mandefald i Danske Banks kundeportefølje har nyheden om det nye kundeprogram ikke været helt håbløst.

Kun to uger efter lanceringen 21. januar kunne Tonny Thierry Andersen meddele, at banken har fået flere nye kunder, end den har tabt på kontingent-kravet.

- Men selv om kundeprogrammet var gennem en lidt hård fødsel, er der faktisk dagligt 10.000 til 15.000 kunder, som melder sig til det nye program, meddelte han.

/ritzau/Finans

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst