K-bagland: Stå fast eller udskriv valg

Partiets kreds- formænd vil have topskat lettet

Skattepolitik 2. september 2007 06:00

KØBENHAVN: Topskatten skal lempes. Regeringen skal stå fast i forhandlingerne med Dansk Folkeparti eller udskrive folketingsvalg. Det kræver De Konservatives bagland klart i Ritzaus rundspørge til 51 kredsformænd. Lidt over halvdelen af alle kredsformænd har svaret. Imens fortsætter regeringens hermetisk lukkede forhandlinger om skattepakken med Dansk Folkeparti. Der var i går ingen formelle møder i Finansministeriet, men tætte telefoniske kontakter. Forhandlingerne skal være færdig mandag 3. september. Torsdag 6. september førstebehandler Folketinget finansloven, hvor skattepakken indgår. Den forhandles mellem finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF), økonomiminister Bendt Bendtsen (K), finansminister Thor Pedersen (V) og skatteminister Kristian Jensen (V). De Radikale og Ny Alliance er på stand-by, men blev lørdag ikke indkaldt. DF bestemmer Det viser ifølge partistifter Anders Samuelsen, at “alt skal klappes af med Pia Kjærsgaard”. - Alle andre må vente. Pia Kjærsgaard bestemmer tempoet og indholdet. Det er grundproblemet i dansk politik, som først laves om, når vi kommer i Folketinget efter valget, siger han. Anders Samuelsen frygter, at skattepakken udvandes, så mellem- og topskatten ikke lempes. Budskabet fra det konservative bagland er krystalklart til Bendt Bendtsen. Ni af ti kredsformænd kræver topskatten lettet. De afviser, at det rammer velfærden. To af tre kredsformænd mener, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal udskrive folketingsvalg, hvis Dansk Folkeparti ikke vil lette topskatten. To af tre kredsformænd støtter, at skattepakken delvis betales med højere energiafgifter. Skattepakken er meget populær i baglandet. På den gamle 13-skala scorer den fra 13 til 8 hos over ni af ti kredsformænd. Skattepakken bryder ikke regeringens skattestop, mener næsten alle kredsformænd. Til gengæld venter kun lidt over halvdelen, at Fogh trykker på valgknappen, hvis regeringen ikke bliver enig med Dansk Folkeparti. Knap en tredjedel venter ikke valg, hvis forhandlingerne bryder sammen. Klart budskab Politisk ordfører, Pia Christmas-Møller, (K) glæder sig over baglandets klare budskab. - Vi kæmper for at få pakken igennem, som den ligger, siger hun. Uden skattepakken ville de rigeste skatteydere få mere næste år, da bruttoskatten skulle sænkes fra 8 procent til 7,5 procent. Det kræver loven om arbejdsmarkedsfonden, fordi ledigheden er rekordlav, påpeger Pia Christmas-Møller. - Vi bruger alle kræfter på at nå et mål i disse timer og dage. Derfor er det rart, at der er hjemmebane-support (støtte). Jeg går ud fra, at alle parter prøver at nå et resultat. Det er i alle parters fælles interesse, siger hun./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...