K: Bruger- betaling skal finansiere skattelettelse

Skattepolitik 1. februar 2009 05:00

KØBENHAVN: Det konservative bagland vil have K-formand Lene Espersen til at lægge et kontroversielt forslag om brugerbetaling for offentlig service frem ved de kommende forhandlinger om en skattereform. En rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt 53 konservative lokalformænd, viser, at 62 procent af dem ønsker at finansiere lavere skat på arbejde med en vis egenbetaling, når danskerne gør brud af tilbud som for eksempel lægehjælp og biblioteker. 60 procent af lokalformændene bakker desuden op om regeringens erklærede mål om at flytte skat fra arbejde til forurening og peger på grønne afgifter, som en fornuftig finansiering, ikke mindst når topskatten skal lettes. - Vi har i Danmark den opfattelse, at offentlig service skal være gratis, men gratis er den jo ikke, for vi betaler den over skatten, og det ville være fint, hvis man under de her forhandlinger ville tage hul på diskussionen om brugerbetaling, siger Kurt Scheelsbek, der er lokalformand i Høje-Taastrup til Berlingske Tidende. Han foreslår, at der i første omgang indføres en symbolsk egenbetaling, for eksempel fem kroner pr. bog, der lånes på biblioteket. Man kunne også se på sundhedsområdet. I Sverige betaler man 100 eller 200 kroner for en lægekonsultation, siger han. En af pointerne er, at der er et overforbrug af offentlige tilbud, der gør behovet for at inddrive skatter unødvendig stort. Det konservative bagland tager skarpt afstand fra Skattekommissionens forventede anbefaling af at mindske rentefradraget for boligejere. Blot 17 procent af de adspurgte bakker op om den løsning. - Som boligmarkedet ser ud lige nu, vil der ikke komme noget godt ud af at puste til den ild. Det betyder ikke, at man ikke kan røre ved rentefradraget på sigt, men lige nu skal man ikke skabe tvivl om boligejernes situation, siger Kim Lange, der er næstformand i Kolding. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...