K: Fogh må være dårlig informeret - roser fra SF

Regeringsparti kæmper videre for ny nordjysk uddannelse, mens SF er tilfreds med statsministerens råd

Uddannelse 1. februar 2005 05:00

AALBORG: Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) råd til Nordjylland om at droppe ønsket om en lægeuddannelse ved Aalborg Universitet skiller holdningerne blandt landsdelens politikere. Men det sker efter usædvanlige linjer: En konservativ kandidat mener, at statsministeren må være fejlinformeret - en SF'er i Nordjyllands Amtsråd roser ham. Jakob Axel Nielsen, konservativ folketingskandidat, er langt fra begejstret for Fogh Rasmussens "gode råd": - Statsministeren har under valgkampen lovet Nordjylland 200 millioner kroner. Når vi samtidig skal satse på det, vi er gode til, så vil det være oplagt at bruge nogle af pengene på at oprette en lægeuddannelse ved Aalborg Universitet - i stedet for at millionerne bare går op i konsulentrapporter. Den konservative kandidat mener ikke, at statsministeren har været godt nok informeret, da han kom med sin melding: - Der sidder en gruppe i Århus, som taler imod lægeuddannelsen i Aalborg, fordi de vil bevare deres egen magt og indflydelse. De har måske fodret Anders Fogh med oplysninger, der ikke er objektive. Nordjylland har nemlig en god baggrund for et lægestudium, understreger Jakob Axel Nielsen: - Vi har en stor underskov af teknologiske industrier indenfor nanoteknologi og medicinsk diagnosticering. Alt det, man efterspørger af samarbejde mellem erhvervsliv, sygehus og universitet - det er netop det, vi har gjort i Nordjylland, siden universitetet blev oprettet. Også den næsten kroniske lægemangel i landsdelen taler for en medicinsk uddannelse, mener Jakob Axel Nielsen. Ros fra Bornhøft Til gengæld er formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (SF), i den for ham usædvanlige situation, at han er helt enig med statsministeren. - Anders Fogh Rasmussen fortjener ros, fordi han har sendt et klart budskab, som tilmed er et yderst fornuftigt budskab. Det er nemlig ikke godt for Nordjylland at satse på en fuld lægeuddannelse på Aalborg Universitet, siger Karl Bornhøft. Han mener, at man tværtimod risikerer at spænde ben for 15 års hårdt arbejde for at gøre Aalborg Sygehus til et universitetshospital. - Vi er nået så langt, at vi i de kommende år i et samarbejde med lægeuddannelsen på Aarhus Universitet vil have læge-studerende på de sidste semestre på Aalborg Sygehus. Det er en fornuftig konstruktion, fordi den rummer gode muligheder for, at de nybagte læger vælger at blive boende i Nordjylland og dermed være med til at afhjælpe lægemanglen, siger Karl Bornhøft. Han mener, at debatten indtil nu har haft et forkert perspektiv. - Vi skyder os selv i foden, hvis vi støtter ethvert initiativ på at få alting til Nordjylland. Med sit råd har statsministeren bidraget til, at debatten forhåbentlig koncentreres om det centrale: At få etableret et samarbejde med Aarhus Universitet om denne anden del af uddannelsen, siger Karl Bornhøft.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...