K går solo med bud på velfærdsreform

Regeringspartneren aflyser parløbet med Venstre og driver alvorlig kile ind i VK-samarbejdet

EMNER 26. september 2005 23:48

Lurepasseri omkring velfærdsreformer er udtryk for uansvarlighed. Kritikken, der først og fremmest samler sig om partiet Venstre, kommer ikke fra oppositionen, men fra regeringspartneren de Konservative. De forestående reformer tegner til at blive en alvorlig kile i samarbejdet mellem V og K. Til december fremlægger Det Konservative Folkeparti således sit eget reformudspil, der blandt andet vil indeholde en beskæring af efterlønnen og forslag til senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Regeringens fælles udspil er først programsat til foråret, blandt andet for at afvente Globaliseringsrådets rapport, men det vil de konservative ikke acceptere. - Vi kan ikke se nogen som helst grund til at vente. Det er ikke ledelse. Det er taktisk, gustent overlæg, siger arbejdsmarkedsordfører Jakob Axel Nielsen (K), Aalborg. Han mener, de borgerlige vælgere bør kende de konservative ønsker, også selv om regeringens udspil næste år bliver et kompromis. - Venstre har valgt deres taktik, vi har valgt en anden, siger ordføreren. - Når Velfærdskommissionen har talt, er det uansvarligt at vente længere. Kulturminister Brian Mikkelsen bekræfter, at det konservative soloudspil er på vej. Præsentationen vil ske "kort efter" Velfærdskommissionens rapport 7. december, siger han til Reuters Finans. Venstre advarer mod enegang Venstres politiske ordfører Jens Rohde har svært ved at acceptere de Konservatives fremstilling - eller partiets behov for at udbasunere deres egne reformbud. - Jeg vil bare minde dem om, at regeringen er et kollegium. Og at det selvfølgelig er regeringens udspil, der gælder, siger Jens Rohde, der på det kraftigste afviser, at Venstre handler uansvarligt. - Nogle gange får man den opfattelse, at de konservative mener, at de ikke er en del af regeringen. Hvad uansvarligt er der ved, at regeringen for to år siden lavede en køreplan for velfærdsreformerne?, spørger Jens Rohde. Jakob Axel Nielsen fastholder synspunktet. Han minder om, at de Konservative har talt for reformer af blandt andet efterlønnen i årevis. - Det kan ikke komme bag på Venstrefolk, at V og K har haft forskellige opfattelser af, hvordan man skal tackle fremtidens udfordringer. Venstre er gået i flyverskjul, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...