EMNER

K: Intet så skønt som en vuffelivov

NORDJYLLAND:Når de politiske partiers pressetjenester på Christiansborg lader medierne tilflyde en meddelelse fra en folkevalgt, kan formen, som det politiske budskab formidles i, variere en del. Men det hører til de absolutte undtagelser, at der i en sådan pressemeddelelse indgår uddrag af en popsang. Det gjorde der imidlertid, da nordjyden Knud Kristensen, som er konservativ dyrevelfærdsordfører, i går undsagde et forslag fra sin kollega hos Venstre om at aflive alle hundehvalpe uden stamtavle. Mindre end et døgn efter at Knud Kristensen selv havde fået en reprimande fra sin gruppeformand for at udtale sig mod regeringens holdning i et helt anden anliggende, udsendte nordjyden - via den konservative pressetjeneste - en meddelelse med overskriften "Rør ikke vuffelivov". Heri tilsiger Knud Kristensen støtte til et indgreb mod kamphundes terror. Men metoden skal ikke være, som regeringspartnerens dyrevelfærdsordfører har foreslået, fastslår han og kalder forslaget "ikke særlig gennemtænkt". Pressemeddelelsen fortsætter: "Hvad er der egentlig galt med alle de søde gadekryds, tusinder af danskere har,” siger Knud Kristensen og minder om den gamle Shubidua-sang: ”Du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov men der er intet så skønt som en vuffelivov.” ”Det er jo så sandt, som det er sunget - så vi skal passe på, at indsatsen mod muskelhundene ikke går ud over hr. og fru Hansens vuffelivov,” siger Knud Kristensen."-søwo