K klar med nye regeringskrav

Fogh glæder sig over bedre balance partierne imellem i regeringen

EMNER 10. februar 2005 05:00

KØBENHAVN: Rent mentalt er det en god ting for regeringen, at De Konservative er gået frem og Venstre tilbage, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). - Jeg tror, det giver et ganske godt resultat for harmonien og balancen i regeringen, at De Konservative bidrager til, at det bliver en yderligere styrket regering, der går ud af det her valg, sagde Anders Fogh Rasmussen på den traditionsrige 'dagen derpå'-partilederdebat i Publicistklubben i København. Statsministeren skyndte sig at understrege, at han bestemt ikke mente, at der har været mislyde og frustrationer i regeringen indtil nu. Dog er det en offentlig hemmelighed, at De Konservative i perioder har udtrykt frustration over at føle sig som lillebror, der blot skulle adlyde storebror. Derfor står den konservative leder Bendt Bendtsen da også klar med en række krav til det nye VK-regeringsgrundlag. - Jeg har skrevet en række ting op i min lille bog, som jeg gerne vil snakke med Anders om, fortalte Bendt Bendtsen hemmelighedsfuldt. Bendt Bendtsen ville kun løfte sløret for, at det blandt andet drejer sig om folkeskolen og aktieavancebeskatningen. Selvom Bendt Bendtsen hverken vil diskutere navne eller antal ministre, svarede han klart ja til, at de ekstra konservative mandater tydeligt skal kunne mærkes i form af øget konservativ indflydelse. Samme signal kom fra Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard i går. - Jeg har ikke haft tid til at tænke over det og diskutere det med gruppen endnu, men vores fremgang skal da klart omsættes i mere indflydelse, sagde hun. Strategi-møde Pia Kjærsgaard har allerede nikket officielt ja til fortsat at støtte den borgerlige regering, og derfor kunne Anders Fogh Rasmussen i går formiddag drage til Dronningen og fortælle, at regeringen fortsætter. Klokken 14.30 mødtes Bendtsen og Fogh i Statsministeriet for at diskutere regeringsgrundlag og strategi for de kommende dage. Her vil alle de øvrige partier blive kaldt ind til sonderinger, inden det endelige regeringsgrundlag skrives. - Vi vil jo gerne skrive et grundlag, vi kan komme igennem med, forklarer statsministeren, som samtidig ønsker at høre, om nogle af oppositionspartierne har fortrudt modstanden mod kommunalreformen. Hvorvidt regeringsgrundlaget vil blive efterfulgt af en regeringsrokade, afviser Anders Fogh Rasmussen at løfte sløret for endnu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...