Lokalpolitik

K-leder på gårdbesøg

Helge Adam Møller på besøg i Jerslev

Helge Adam Møller genopstiller alligevel til det kommende folketingsvalg. Privatfoto

Helge Adam Møller genopstiller alligevel til det kommende folketingsvalg. Privatfoto

VVM-redegørelser og sagsbehandlingstid var ét af debatemnerne på havemødet, som Line Pedersen havde taget initiativ til hos forældrene – Bente og Poul Pedersen, Jerslev. Aftenens indlægsholder var Helge Adam Møller, der er formand for de konservatives folketingsgruppe. Der er forskellig sagsbehandlingstid på VVM-redegørelserne. Mens Hjørring Kommune er 50-60 timer om at lave sagsbehandling, har det i Brønderslev taget over 100 timer. Helge Adam Møller, der også har en fortid som viceborgmester i Næstved, havde et godt råd til kommunalpolitikerne: - Fastsæt en grænse for, hvor lang tid en sag må være undervejs – to eller tre måneder. Så bliver den klar inden for den tid. Stig Risdahl Knudsen mener, at det kan være en god idé at udlicitere sagsbehandlingen til private. Også Afghanistan-krigen var på dagsordenen. Helge Adam Møller sagde, at der er en mening med krigen. - Prøv at tænke, at for ni år siden var der ikke én pige i Afghanistan, der gik i skole. Og i dag er der 2,5 millioner piger, der går i skole. I dag spilles der fodbold på stadion, hvor mænd tidligere blev likvideret og kvinder stenet til døde. Helge Adam Møller mener, at Danmark skal betale sin gæld tilbage for blandt andet Anden Verdenskrig. - Her blev tusindvis af amerikanere dræbt i en krig, som de ikke var direkte part i, sagde Helge Adam Møller. Se blot i Normandiet, hvor der er tusindvis af hvide kors som minde over de, der blev dræbt. - Under Anden Verdenskrig var det officielle Danmarks holdning meget neutral. Så sent som i 1943 var der modstand mod modstandsfolk. Inden havemødet var der besøg på bedriften med 335 køer og 200 hektar. Der var ca. 50 deltagere i havemødet, hvor der blev serveret grillmad fra bedriften.