EMNER

K: Nedlæg Kontroludvalget

Folketingets Kontroludvalg bør lukkes, mener Helge Adam Møller. DF støtter ideen

Det dybt tavshedsbelagte Kontroludvalg, der holder øje med de danske efterretningstjenester, er unødvendigt. Det siger det konservative medlem af udvalget, Helge Adam Møller. - For min skyld behøver der ikke være et udvalg. Jeg har stor tillid til, at regeringen har den øverste kontrol, også da det var Socialdemokraterne, der havde magten, siger han. Synspunktet bakkes op af Pia Kjærsgaard, som sidder i udvalget for Dansk Folkeparti. - Det er et udvalg, der ikke burde være der. Jeg mener, man er nødt til have tillid til den til enhver tid siddende minister. Hvis regeringen kommer med signaler om at nedlægge udvalget, så vil vi bakke 100 procent op om det, siger hun. Hun fortæller samtidig, at udvalget har meget begrænset mulighed for at kontrollere ret meget. Samme opfattelse har Anne Baastrup fra SF, men hun mener, at udvalget bør styrkes i stedet for nedlægges. - Der er nogen uden for regering, der skal have indsigt i efterretningstjenesterne. Jeg så hellere, at der var en model som i Norge, hvor de har et uafhængigt udvalg med eget sekretariat, siger hun. Den tanke afviser Helge Adam Møller fuldstændigt. Han mener, at den bedste kontrol er, at danskerne er så godt opdraget, at de ikke vil finde sig i at blive sat til noget ulovligt. Historiker Bent Jensen fra Odense Universitet, forstår godt argumentet. Han er dog ikke enig i, at man helt kan droppe kontrollen, men det er et paradoks. - Som borger er man interesseret i kontrol med et organ, der virker i det skjulte, men på den anden side, så er der ikke noget, der tyder på, at der er noget galt, siger han. Udvalgets formand, Jan Trøjborg (S), mener ikke, der bør ændres afgørende på tingene, men han lover mindre hemmelighedskræmmeri i fremtiden. Venstre medlem, Svend Heiselberg, har "ikke nogen mening" om sagen.