Kánon uden udsyn og folkelighed

Kulturminister Brian Mikkelsen vil have udformet en såkaldt national kulturkanon, der dækker alle kunstarter. I den forbindelse er det planen, at repræsentanter fra forskellige kunstområder skal være med til at udarbejde en liste over værker, som de anser for uomgængelige og umistelige i den danske kulturarv.

Kulturministeren vil i den forbindelse nedsætte syv kulturkanonudvalg - ét for hvert af områderne billedkunst, arkitektur, design/kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og litteratur. Når udvalgene har deres oplæg klar, skal de diskuteres på en konference, hvorefter udvalgene sammensætter den endelige værkliste. Det er ministerens tanke, at kulturkánonen samles i én bog med medfølgende cd og dvd. Personligt er jeg stor tilhænger af, at vi som samfund skaber nogle rammer, der kan være med til at styrke befolkningens generelle kendskab til den danske kulturarv, og dermed øge forståelsen for de kunstneriske og kulturelle værdier, som det danske samfund bygger på, men at udforme en decideret kulturkánon, og dermed forestille sig, at vi hermed kan samle svaret på, hvad det vil sige at være dansk, og hvad danskhed er for noget, det stiller jeg mig meget tvivlende overfor. Man kan selvfølgelig vælge at betragte en kulturkánon fra en konservativ minister som en god mulighed for at få rusket op i tidens åndsløshed - ikke mindst blandt vi, der tilhører de yngre generationer. Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at der i min hukommelse er efterladt adskillige kulturelle tomrum i perioden mellem Det nye testamente og Den kroniske uskyld (uden sammenligning i øvrigt to værker, som jeg naturligt mener må høre til blandt pligtlæsningen). Således ville en kulturkánon utvivlsomt kunne være med til at skabe lidt mere system og kronologi i vores viden om kunst og kultur. En viden, som vel oftest stammer fra lidt tilfældige, løsrevne projekter fra folkeskoletiden. Når jeg alligevel er skeptisk over for Brian Mikkelsens smagsdommeri i forhold til, hvad der må betegnes som uomgængeligt arvegods i kulturel forstand, så skyldes det primært to ting. For det første synes jeg som liberal iagttager, at projektet i sit udgangspunkt bærer præg af at være et elitært og finkulturelt projekt. F.eks. vil ministeren, som det hedder på ministeriets hjemmeside; "inddrage en række af de nationale kulturinstitutioner, herunder eksempelvis Det kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Filminstituttet. Disse institutioner skal være med til at præsentere værkerne fra kulturkanonen for befolkningen". Hvis man fra statens side vil forsøge at styre, hvad der er god kunst og kultur, så burde man selvfølgelig også sikre, at den folkelige kultur er repræsenteret. Jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste for hvem uomgængelig kunst og kultur i mindst ligeså høj grad stammer fra folk som f.eks. Osvald Helmuth, Klaus Rifbjerg, Balling og Bahs, Johannes Møllehave, Niels Hausgaard eller Kim Larsen, som fra Ludvig Holberg og J.L. Heiberg. Kulturministerens forsøg på at indkredse danskheden gennem en kulturkanon, vil således nødvendigvis blive en social konstruktion, og ikke en virkelig spejling af, hvad danskhed og såkaldt uomgængelig kulturel arv er for en størrelse. Det sidste lader sig naturligvis heller ikke gøre, men med et noget bredere fokus, end det Brian Mikkelsen lægger op til, kunne vi i det mindste komme en sådan spejling en anelse nærmere. Med den tilsyneladende stærke fokus på finkultur, får projektet unægtelig karakter af at være et selektivt nationalromantisk projekt. Der er ikke i sig selv noget galt med nationalromantik, men som det gennemgående tema i en kulturkánon, giver det næppe noget udtømmende billede af danskheden og det at være dansk. Christian Steen er født i 1977. Uddannet cand.mag. i samfundsfag og psykologi fra Aalborg Universitet i 2003. Arbejder som planlægningsmedarbejder i en offentlig organisation. Har igennem flere år skrevet en række artikler om politik og samfundsforhold. I morgen skriver Lis Jensen, Kaas.