K og DF: Anklagemyndigheden har et problem

Medlemmer af retsudvalget klar til at se systemet efter i sømmene, hvis Tvind-folk går endeligt fri

Karin Axelsson
Anklagemyndigheden har besluttet at anke i Tvindsagen, der betøde en næsten total frifindelse af Tvind-toppen med Amdi Petersen i spidsen. Kun Steen Byrner idømt et års betinget fængsel for underslæb. Arkivfoto: Scanpix
Retspleje 1. september 2006 00:29

Anklagemyndigheden står med et stort problem, ifølge den konservative retsordfører Tom Behnke, efter at alle Tvind-folk undtagen en enkelt i går blev totalt frikendt i Ringkøbing Byret. For enten skulle sagen aldrig have været rejst, fordi der ikke er begået noget ulovligt, eller også har an-klagemyndigheden ikke gjort sit arbejde godt nok. - Der er i hvert fald et problem, når vi alle har fået bibragt den opfattelse, at de har begået noget ulovligt. Folk har siddet varetægtsfængslet længe, og sagen har kostet uendelig mange ressourcer, siger Tom Behnke. Den sidste mulighed er, at der er et hul i lovgivningen, og i så fald skal sagen tilbage på politikernes bord, når den er endeligt afsluttet. Formanden for Folketingets Retsudvalg og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er også klar til at ændre lovgivningen, hvis Tvind-folkene i sidste ende går fri. - Det er et skråplan, hvis man kan komme uden om skattesystemet, som det er sket, ved at overføre penge til en fond og undlade at betale skat til samfundet på den måde. Hvis vi alle gjorde det, ville samfundet jo bryde sammen, siger han. Først og fremmest opfordrer Peter Skaarup anklagemyndigheden til at anke dommen til landsretten. - Når sagen er afsluttet, må vi diskutere, om anklagemyndigheden har været stærk nok, og om den har tænkt sig godt nok om, da den rejste sagen, hvis det stadig ender med en frifindelse, siger han. Hverken S, SF eller Enhedslisten ønsker at kommentere sagen, før det er besluttet, om den skal ankes til landsretten. 1. sektion side 6 Leder 1. sektion side 10

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...