K og EL til Elbæk: Bliv hjemme fra EM

Per Stig Møller mener, at den danske regering underkender EU's præsident, når man deltager i EM i Ukraine.

K og EL til Elbæk: Bliv hjemme fra EM

Det er helt forkert, at kulturminister Uffe Elbæk (R) vælger at tage med til EM i Ukraine i stedet for at boykotte fodboldslutrunden ligesom EU's præsident, Herman Van Rompuy, og kommissionsformand José Manuel Barroso, har besluttet.

Ifølge tidligere kulturminister Per Stig Møller (K) udstiller Elbæk nemlig på vegne af det danske EU-formandskab den europæiske uenighed over linjen i forhold til Ukraine. Landet bliver kritiseret for at knægte menneskerettigheder og fængsle politiske modstandere.

Det er Ukraines behandling af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som er idømt en fængselsdom på syv år for magtmisbrug, der har skudt debatten i gang.

- Formandslandet Danmark underkender præsidenten for ministerrådet og viser, at EU ikke er enigt. Danmark har helt bevist valgt at gå mod de andre og markere, at man ikke tager menneskerettigheder og demokratiet særligt alvorligt, siger Per Stig Møller.

Han synes, at man burde følge præsidentens linje, og han giver ikke en døjt for Uffe Elbæks udmelding om, at han vil bruge besøget til også at holde politiske møder.

- Hvilke møder skal han få arrangeret på så kort tid? Det er vist lidt af en undskyldning for at komme derover.

- Møderne vil slet ikke blive opdaget. Den ukrainske befolkning kan kun konstatere, at Danmark møder op, og at EU måske derfor ikke er så utilfreds med det der foregår derovre trods alt, siger Per Stig Møller.

Den tidligere kulturminister bliver bakket op af Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten. Han mener også, at Elbæk bør "holde sig væk".

- Det bedste signal at sende er at blive væk. Man skal signalere, at man ikke bakker op om den politik, som den ukrainske regering fører, siger Jørgen Arbo-Bæhr

Han slår fast, at han vil tage sagen op i Folketingets kulturudvalgs på et møde fredag.

/ritzau/