K satser på Per Larsen

Lokalpolitik 18. maj 2005 06:00

Den tidligere landsformand for Fremskridtspartiet, produktkonsulent Per Larsen fra Hjørring, tegner til at blive konservativ frontfigur i det ny nordjyske regionsråd. I hvert fald er det 39-årige medlem af byrådet i Hjørring som den eneste bragt i forslag til posten som spidskandidat, når Nordjyllands konservative i aften i Aabybro holder delegeretmøde for at vælge kandidater til regionsrådet. Et kandidatudvalg peger også på Per Larsen. Amtsformand Stig Knudsen pointerer, at der på selve mødet godt kan komme yderligere kandidater. - Men ender det med Per Larsen, vil vi få en erfaren spidskandidat, som vi kan være meget, meget godt tilfredse med, siger han. For De Konservative er problemet, at ingen af deres to nuværende amtsrådsmedlemmer, Knud Kristensen og Anders Stenild, ønsker at kandidere til regionsrådet. Begge satser i stedet udelukkende på kommunalpolitik. Per Larsen er til gengæld parat til både by- og regionsråd. - Det er jeg overbevist om, at jeg godt kan klare, siger Per Larsen. I dag er han første suppleant til amtsrådet, som han var medlem af fra 1998 til 2001. Han blev valgt for Fremskridtspartiet, men skiftede undervejs parti. i 2001 blev han nyvalgt - for De Konservative - til byrådet i Hjørring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...