K: Skattelettelser til danskerne i mange år

Partiet vil først fjerne mellemskatten, derefter topskatten for de fleste, der betaler den i dag

Skattepolitik 28. oktober 2002 07:00

De konservative lover skattelettelser mange år frem. Først vil partiet afvikle mellemskatten fra 1. januar 2004, og derefter vil partiet lette i topskatten for de fleste skatteydere. Den grænse, hvor topskatten sætter ind, skal over nogle år hæves, indtil kun de allerrigeste betaler den. De konservatives skattepolitiske ordfører Charlotte Dyremose fremlagde modellen på partiets landsråd i København i går. Regeringen er enig om at give skattelettelser fra 1. januar 2004, men har endnu ikke aftalt, hvordan lettelsen skal gives. Ledende Venstre-politikere siger, at alle skal have gavn af lettelsen, og at den derfor skal gives i bunden, mens de konservative vil fjerne mellemskatten over to år Mellemskatten betales af næsten alle med fuldtidsjob, men gives lettelsen her, får for eksempel kontanthjælpsmodtagere ikke fornøjelse af lettelsen. De konservative vil afskaffe mellemskatten i løbet af tre år. Derefter vil partiet fra 1. januar 2007 begynde at aftrappe topskatten for de fleste. Topskatten er en ekstraskat på 15 procent af alt, hvad man tjener over et bestemt beløb, i år 285.200 kroner. Det beløb vil de konservative hæve år for år, indtil kun de allerrigeste betaler topskat. - Lysten til at arbejde bliver mindre med de høje skatter. En borgerlig regering kan ikke nøjes med at antyde, at den har ambitioner på skatteområdet. Der skal gives synlige og mærkbare skattelettelser, sagde de konservatives skatteordfører Charlotte Dyremose på partiets landsråd. Kravet om skattelettelser var det mest gennemgående tema fra landsrådets talerstol, både fra menige delegerede og fra partiformand Bendt Bendtsen, der nævnte det omtrent hver eneste gang, han var på talerstolen. Flere delegerede kritiserede skattestoppet for at være for usmidigt, og i den forbindelse var der en del kritiske bemærkning til Venstre, der har hovedæren af at have opfundet skattestoppet. Blandt de kritiske var de konservatives æresmedlem, fhv. statsminister Poul Schlüter, der både kritiserede, at Venstre ikke vil garantere skattelettelser, og at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke på forhånd vil bruge den merindtægt, økonomer siger at skattelettelserne vil skabe. Anders Fogh Rasmussen var skatteminister i en del af Schlüters statsministertid. - Jeg kan godt huske, da Anders Fogh sagde, at man kan være i regering og i opposition samtidig, sagde Poul Schlüter. - Dengang syntes jeg i første øjeblik, at det var meget charmerende. Men det går jo ikke, for hvis begge partier er i opposition samme dag, har vi jo slet ingen regering. Vi skal føre vore mærkesager frem åbent og klart, og selvfølgelig skal vi holde sammen med Venstre, men Venstre skal altså også holde sammen med os, sagde Schlüter. Han foreslog, at regeringen finder den gamle VKR-skatteplan fra 1989 frem. Den gav lettelser på 40 milliarder kroner, nu måtte der mindst være lettelser for 45 milliarder i den, mente Poul Schlüter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...