EMNER

K tilbage i reformsporet

Lene Espersen lover at kæmpe for arbejdsmarkedsreformer efter krisen, men vil ikke sige hvilket.

KØBENHAVN/NYBORG:Den konservative leder Lene Espersen brugte sin afsluttende tale til igen at slå et slag for reformer, som kan sikre, at der også i fremtiden er hænder nok til at løfte velfærden. - Der er ikke noget alternativ til reformer – med mindre man vil gennemføre besparelser eller skattestigninger. Det er ikke den vej, vi vil, sagde Lene Espersen. Lene Espersen vil dog ikke sige, hvilket reformer hun gerne vil gennemføre, når krisen en gang er forbi. - Det er primært på arbejdsmarkedsområdet, men jeg vil ikke komme med konkrete bud, for så er det for let for de andre partier at hoppe af krogen og sige, at de ikke lige vil det, lød forklaring på, at Lene Espersen blot vil have en slag forhånds tilsagn om reformer engang i fremtiden. Heller ikke partiets normalt mest reformivrige folk ville sige ret meget om de konservative planer. - I politik er alt et spørgsmål om timing og på et tidspunkt, hvor mennesker er blevet mere utrygge, er det ikke tiden at komme med nogle ting, der gør dem endnu mere utrygge, siger Jakob Axel Nielsen. Den forsigtighed er ikke noget for De Radikale, der stadig toner rent reformflag. - Det er jo ikke for partiernes skyld, at der skal reformer til, det er for borgerne. Det er dem, der bliver de store tabere, når velfærdssamfundets grundfunktioner kommer til at mangle arbejdskraft. Det er kimen til både velfærdsproblemer og dårlig økonomi, siger den radikale leder Margrethe Vestager.