K vil have 10 mio. kr. til fest og farver på plejehjemmene

Budgetforslaget vil give 30 ekstra stillinger

AALBORG:Der sker for lidt på plejehjemmene i kommunen. Beboerne får den pleje, de skal have, men der er for lidt fest og farver for beboerne, det mener Det Konservative Folkeparti. Derfor stiller partiet nu et forslag, om at der tilføres 10 mio. kr. til området, hvilket ifølge ældre- og handicaprådmand Anni Kjeldgaard (K) svarer til, at der oprettes 30 ekstra stillinger på plejehjemmene. Nye ansatte der bl.a. kan synge for de gamle, gå ture og arrangere underholdning. - Jeg tænker helt præcist på, vi mangler underholdning, der er for trist, siger Anni Kjeldgaard, der med forslaget vil reparere på de besparelser der blev foretaget i 2003. Partiet forestiller sig også, at nogen af pengene kan bruges på andre tiltag, der kan skabe mere fest på plejehjemmene. - Det er dyrt, og nu er jeg en gammel krejler, så jeg ved godt, at jeg ikke får alt, hvad jeg beder om. Anni Kjeldgaard er enig i, at der skal bruges penge på at skabe liv i byen bl.a. med en ny skøjtehal, men man skal ikke glemme beboerne på plejehjemmene, påpeger hun - Vi skal investere i vores by, men vi skal ikke glemme de, der har båret byen frem til det, den er i dag. Når forslaget skal finansieres vil de konservative bl.a. tage af kassebeholdningen. - Vi vil som udgangspunkt se på den kæmpe kassebeholdning, som vi har. Vi har også 30 mio. kr. til vi overholder aftalen med regeringen og KL, siger Anni Kjeldgaard, der tilføjer, at partiet gerne vil have 100 mio. kr. i kassen men ikke 380 mio. kr. Udover de 10 mio. kr. til plejehjemmene vil man også kræve, at der afdrages yderligere 10 mio. kr. på gælden i både 2005 og 2006, så man når op på 20 mio. kr. i hver af de to år. Desuden har Anni Kjeldgaard kig på den kollektive trafik. Hun vil godt være med til at give penge til at revidere trafikplanen. Desuden har hun fået foretaget en optælling, der viser, at der kører 1360 busser inklusiv ekstra busser i døgnet på Boulevarden. - 1360 busser i døgnet, tænk på det, det er faktisk totalt umuligt at komme over Det skal der gøres noget ved, mener Anni Kjeldgaard, der vil have noget af busbelastningen væk fra Boulevarden, inden man begynder at forskønne den centrale gade som en del af midtbyplanen. - Det er et fejlskud af rang, og det må vi have rettet, inden vi renoverer Boulevarden.