Læger

K vil have brugerbetaling hos lægen

De Konservative er klar til at gøre op med det gratis sundhedssystem. Både læge og biblioteksbesøg skal koste penge for at undgå stigninger i de offentlige udgifter.­

De Konservative gør nu klar til et opsigtsvækkende og yderst kontroversielt angreb på en række gratis, offentlige serviceydelser. Regeringspartiet er for eksempel klar til at åbne for betaling for besøg hos lægen og på en række andre områder i sundhedssektoren. Og også biblioteksbesøg skal koste. Målet er at få skatten på arbejde sat ned og undgå en eksplosion i offentlige udgifter, siger finansordfører Lars Barfoed: - Hvis vi ikke tager et opgør nu, vil den offentlige sektor sande til i stigende udgifter. Vi må f.eks. se, om vi kan bruge brugerbetaling til at skaffe indtægter og skabe en adfærds­regulering, så incitamentet til at trække på offentlige ydelser bliver mindre. Barfoed peger på besøg hos familielægen som et sted, hvor det i Sverige er naturligt med egenbetaling, og kalder det »logisk«, at folk skal betale for at låne bøger og film.