Kådhed bag friskoleulykke
Forbipasserende forælder ydede suverænt god indsats for at redde 10-årig dreng, efter at han havde hængt i halsvarmer

Den uhyggelige ulykke skete i et vindue her på Boddum-Udby Friskole.
YDBY:Drengekådhed, hvor en 10-årig ville prøve kræfter med at springe ud af et toiletvindue.
Det var tilsyneladende baggrunden for onsdagens tragiske ulykke på Boddum-Ydby Friskole i Sydthy. En 10-årig dreng svæver mellem liv og død, efter at han tidligt onsdag morgen kom til at hænge i en halsvarmer. Den havde sat sig fast i håndtaget til det lille toiletvindue, som drengen var i færd med at springe ud af.
Forælder reagerede hurtigt
Ingen ved præcis, hvor længe drengen nåede at hænge, inden han ved 08-tiden blev opdaget af en pige.
Pigen slog alarm til en lærer, mens en mor til en anden elev på friskolen fik den livløse dreng ned og gik i gang med at yde førstehjælp. Heldigvis var den pågældende forælder ifølge skoleleder Morten Nebel en erfaren førstehjælper, der handlede hurtigt og effektivt.
- Redningsmandskabet, der siden tog over, betegnede hendes indsat som suverænt god. Der var ikke nogen, der kunne have gjort det bedre, fortæller han.
Yderst kritisk tilstand
Den 10-årige blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han blev lagt i respirator.
Sent onsdag eftermiddag havde Midt- og Vestjyllands ikke hørt noget nyt om drengens tilstand. Tidligere på dagen betegnede hospitalets læger hans tilstand som ”yderst kritisk”.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.