Kunst

Kål på kunsten

50 elever kløede på med kreativitet og fantasi

BRØNDERSLEV:Selv om man ikke klarer sig så godt i skolen, kan man godt nyde at gå i skole. Det har ca. 50 elever i Søndergades Skoles special- og funktionsklasser i hvert fald gjort i denne uge. Eleverne har arbejdet på otte forskellige værksteder efter eget valg. Her har der været rig lejlighed til at bruge fantasien. - Jeg er ved at snitte en flitsbue med pile, siger Rasmus Bang, der er på udendørs holdet. - Og jeg har spraymalet et maleri af en landsholdsspiller - jeg skal også se landskamp lørdag. Og så har jeg lavet det her maleri med kanel, græs og tusindfryd, siger Duncan Wamala, der også pyntede sine sko med spraymaling. Naturen fik også en mindre dosis maling - det er nok første gang nogen har set en rød mælkebøtte og en sølvfarvet brændenælde. - Når vi blander maling bruger vi også rødkålssaft, chili, rød peber og andre krydderier, tilføjer Wanessa Berko. De synes det er sjovt med en kunstuge. - Det har næsten været for varmt nogle dage, men det har været sjovt. Og vi kunne jo gå i skygge under presenningen - eller i læ for regnen, tilføjer Mads Thomsen, der også valgte træsnitning og ler. Monstre og mønstre Imens laver madmor Dorte Richter grøntsagssuppe i en kæmpegryde over et bål. - Vi har fået suppe nogle dage - det smager godt, siger børnene. - Det er ikke de voksne, der bestemmer, hvad de skal lave. Det viser sig, når de har snittet i træet eller arbejdet med leret, understreger lærer Thomas Etheridge. Leret brænder de i en mile af jordtotter som for over 1000 år siden. - Jeg har lavet en skildpadde i ler og savet brænde. Men det er også dejligt at male, siger Jonas Christensen. Bagefter kommer han med en lang fantasirig forklaring om den drage, han har tegnet med computeren. - Den har sorte øjne, vinger og to spidser på ryggen. Den kan sende laserstråler ud af munden. Oven over er blå himmel og et isbjerg. Kan du se det?, spørger han til sin farverige tegning. - Den anden tegnng er bare kunst ligesom jeg har set i Skallerup Klit. Kasper Thomsen er eneste dreng i vævegruppen. Men han laver også nogle smukke mønstre med den store vævenål. - Jeg prøvede det første gang i klassen for halvandet år siden. Det er sjovt, for det kommer til at se pænt ud. Jeg tror, det skal hænge på væggen på mit værelse, siger han. Syretrøjer og strudskasse Katrine Andersen og Jeanette Petersen fortæller omhyggeligt, hvordan gruppen laver papir, så det bliver flot med røde dele fra silkeservietter, og Patrick Andersen hvordan man maler t-shirts. - Alle eleverne får en t-shirt, som de kan male i alle mulige farver. De bliver næsten som i hippietiden, fortæller Ole Jespersgaard, der er leder for klasserne. - Man gør trøjen våd og så kan man snurre dele af den rundt og binde det op med et eleastik. Så får det sjove mønstre, når eleverne maler det, forklarer lærer Anni Bjerg. Drengene på svejseholdet er om muligt endnu mere tilpasse. De slår sig løs med sjove figurer på produktionsskolen. - Se vi har brugt et cykelhjul som hoved, to lysestager som øjne, en kæde som hår, en stageholder som ører og et cykelstyr som arme, siger Kasper P. og Kasper J. stolt om deres figur. Fra i formiddag kan alle interesserede se de kreative elevers værker i en udstilling på skolen.