Udland

Kabul ramt af selvmordsangreb under USA-ministers besøg

Eksplosion og ildkampe i Kabul, mens den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, er i Afghanistan.

Kabul ramt af selvmordsangreb under USA-ministers besøg

En selvmordsbomber - formentligt fra Taliban - har tidligt lørdag morgen dansk tid slået til i nærheden af forsvarsministeriet i den centrale del af Afghanistans hovedstad, Kabul. Det skriver de internationale nyhedsbureauer.

Der er mindst ni omkomne efter angrebet, skriver AFP. Yderligere 10 er kvæstede, og heraf er de to-tre personer ansat i forsvarsministeriet, oplyser det lokale politi til nyhedsbureauet. Efter eksplosionen udbrød der også ildkamp i området.

USA's nye forsvarsminister, Chuck Hagel, befinder sig netop nu i Afghanistan på sit første officielle udlandsbesøg som nyslået minister. Han landede fredag, skriver New York Times.

En talsmand for den Nato-ledede Isaf-styrke siger, at Hagel ikke var i nærheden af eksplosionen, som Taliban har taget skylden for.

Taliban slår dog også fast, at man ikke gik direkte efter Hagel.

- Dette var ikke et direkte angreb mod ham, men vi ønskede at sende et signal om, at vi altid er i stand til at ramme Kabul, selv når topmanden for det amerikanske forsvar er der, siger talsmand Zabiullah Mujahid til nyhedsbureauet AFP over telefonen.

Vietnam-veteranen og republikaneren Hagel blev i sidste uge taget i ed som ny amerikansk forsvarsminister. Det skete ved en kort ceremoni bag lukkede døre i hovedstaden Washington DC. Han har afløst Leon Panetta på posten.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.