Kadett plantet foran bibliotek

Biblioteker 6. oktober 2002 08:00

VEJGAARD: En ret så udrangeret hvid Opel Kadett 1,6 af ældre model har i et godt stykke tid påkaldt sig opmærksomhed på parkeringspladsen foran biblioteket på Hadsundvej i Vejgaard. Blandt andet har forbipasserende studset over, at der i bilens forrude sidder en seddel, hvoraf det fremgår, at bilen angiveligt tilhører en Binh Thanh Nguyen i Thorning syd for Viborg. Binh Thanh Nguyen var dog af en anden opfattelse, da NORDJYSKE i går satte sig for at opklare mysteriet om den langtidsparkerede Kadett. Han oplyser, at han for nogle måneder siden købte bilen af en iraner, der bor i Aalborg. Binh Thanh Nguyen ved kun, at sælgeren hedder Cemal til fornavn. - Jeg gav 3400 kroner for den og havde også fået den omregistreret og udleveret nye nummerplader til den. Imidlertid endte det med, at jeg aldrig fik tid til at hente den, fortæller Binh Thanh Nguyen. - For to-tre måneder siden aftalte jeg telefonisk med Cemal, at handlen skulle gå tilbage. Han fik lov til at beholde pengene, og derfor gik jeg også ud fra, at han betragtede bilen som hans igen. Ved den lejlighed tilbageleverede jeg også nummerpladerne til politiet, tilføjer Binh Thanh Nguyen. Han forstår ikke, at bilen nu mere eller mindre er langtidsparkeret foran Vejgaard Bibliotek og fastslår, at han intet har hørt fra den omtalte Cemal. Heller ikke at han eventuelt er uenig i, hvem der nu ejer bilen. - Men fordi mit telefonnummer også står på sedlen i bilruden, har jeg fået nogle opringninger fra folk, der har bemærket den. Jeg er selvfølgelig ked af, at den holder der, og at det ser ud til, at det er min bil, siger Binh Thanh Nguyen. Aalborg Politi havde i går ikke fået henvendelser vedrørende bilen, men vagthavende politiassistent Jørn Frelling oplyser, at politiets vejtekniske afdeling vil kigge nærmere på sagen. - Det vil ske med henblik på at finde ud af, hvem ejeren er, og med henblik på eventuelt at få den fjernet for ejerens regning, siger Jørn Frelling.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...