Detailhandel

Kæderne er på hjul med cykelhandlerne

Fagbutikker mister terræn - dagligvarekæder sælger hver tredje cykel i Danmark

NORDJYLLAND:Selv om danske cykelhandlere sidste år øgede omsætningen, sælges der stadigt færre cykler i fagbutikkerne. Dagligvarekæderne har gennem de seneste 10 år for alvor sat gang i hjulene i jagten på profit. - Vi har solgt cykler siden 1930'erne, men har udvidet kraftigt de seneste 10 år. Vi sælger nu hver tredje cykel i Danmark, siger informationschef i Coop Danmark, Jens Juul Nielsen. Coop, der bl.a. står bag Kvickly og Brugsen producerer selv mærkerne Rocky og Mustang på fabrikker i Fjernøsten, og det er en af de vigtigste årsager til, at profittandhjulene i 2004 snurrede 20 procent hurtigere end året før. Dansken er cykelgal Vi elsker simpelthen at cykle i vores dejlige flade land. En ny undersøgelse har vist, at alle danskere over 16 år hvert år gennemsnitsligt tilbagelægger 950 kilometer på den tohjulede jernhest. Det er 200 kilometer mere end de nærmeste konkurrenter fra Holland, og det gør danskerne til et af verdens mest cykelglade folkefærd. Danskernes cykelpark udgør godt 4,2 millioner cykler. I de danske cykelhandleres brancheorganisation kan de godt mærke, at daglivarekæderne har rejst sig i sadlen. Her mærkes en tilbagegang i antallet af solgte cykler. Alligevel kan direktør i Danske Cykelhandlere, Erik Oddershede, glæde sig over fremgang i omsætning. - Gennemsnitsprisen på en ny cykel er steget til lidt over 3000 kroner i løbet af de seneste fem til syv år, og det gør, at vi økonomisk går frem, selv om vi sælger færre cykler, siger Erik Oddershede. Han mener, at cykelhandlerne også i fremtiden skal fokusere på det branchen er bedst til, nemlig rådgivning, reparationer og salg af kvalitetscykler. En anden vigtig pointe er, understreger Erik Oddershede, at køber man cykel hos en fagmand, får man en hel masse ekstra. Cykelsikring, eftersyn, landsdækkende serviceordning og et langt større udvalg at vælge imellem. Cykelkøb på nettet For cykelkunderne i Coops butikker betyder alt det uden om tydeligvis ikke ret meget. Tværtimod. Nu er kunderne nemlig begyndt at købe cykler over Coops internettorv. Kunden bestiller cyklen via nettet og henter den i nærmeste Coop-forretning. Cykelmarkedet har delt sig i to. Cykelhandlerne fastholder, at en kvalitetscykel som tommelfingerregel skal koste fra 3000 kroner og opad, fordi pris og kvalitet hænger sammen, og at der under 3000 kroner sker mærkbar forringelse af kvaliteten i cyklens komponenter. Hos Coop koster de færreste cykler over 3000 kroner, men salget går strygende, og Jens Juul Nielsen mener, at Coop ved at bestiller cykler i så stort tal, som tilfældet er, sikrer både en god kvalitet og en god pris. Også Dansk Supermarked og senest Aldi-kæden sælger cykler til danskerne, der hvert år investerer i omkring 450.000 nye af slagsen.