Kæft, trit og kærligt knus

Mogens Frohn Nielsen er nu en travl foredragsholder. Foto: Scanpix

Mogens Frohn Nielsen er nu en travl foredragsholder. Foto: Scanpix

¤ Mogens Frohn Nielsen, skipper på skonnerten Fulton, der vandt forståelse for sin alternative pædagogik, fylder i dag 75 år. Kæft, trit og et kærligt knus. Det var den herskende ånd på skonnerten Fulton fra 1970 til 1987, da Mogens Frohn Nielsen var skipper og enerådig leder af sit selvopfundne projekt med base i Assens. Han vandt forståelse for sin gammeldags/moderne pædagogik som en alternativ behandlingsform over for unge, der var kommet skævt ind på tilværelsen. Hundredvis af socialt marginaliserede og samfundsmæssigt utilpassede store børn kom gennem de 17 år til at tilbringe en opbyggelig tid under Skippers vinger. Mogens Frohn - kaldet Skipper - er travlt optaget som foredragsholder, tegner og forfatter - 19 bøger er det foreløbig blevet til. Mogens Frohn Nielsen har aldrig lagt skjul på, at hvalpene, som han altid kaldte drengene på Fulton, fik et drag over nakken, hvis de fortjente det. Det var med til at få mange adfærdsvanskelige drenge på ret kurs, har han ofte pointeret. Det slog hårdt, da han i 1987 blev tvunget til at opgive sit livsværk, da behandlingssystemet fik opfattelse af, at øretæverne sad lige vel løse på hænderne på Skipper. Frohn Nielsen blev fyret af Fultons bestyrelse sammen med sin mor - "Farmor" i Fulton-sammenhænge - som var en uadskillelig del af projektet. I sin bog "17 år for Fulton" fortæller Mogens Frohn om sit forsøg på at begå selvmord efter fyringen. Da han vågnede op på sygehuset, stod hans kone Rigmor og ønskede ham velkommen tilbage med et telegram fra Uffe Ellemann: - Kære Skipper. Husk, at uanset hvor stort og smukt et hus du bygger, vil der altid være nogle små hunde, der går og pisser op af det! Mogens Frohn Nielsen var gartnerelev, indtil han var gammel nok til, at han kunne komme til søs. Han blev elev på skoleskibene Georg Stage og Danmark og tog styrmands- og skibsførereksamen. Han har arbejdet for Søredningstjenesten i Grønland et par år og er søløjtnant af reserven. Om sine fremtidsplaner siger han: Flere bøger, flere foredrag og mere tegnearbejde - og så alt det andet, jeg skal nå, inden jeg fylder 110. /ritzau/

Forsiden