Kæledyrenes bedemand

Modtagestation Vendsyssel er begyndt at kremere katte og hunde

HJØRRING:- Man kan se, at det er en anden typer klienter end de sædvanlige, så snart de kommer ind på pladsen. De er meget rørt. Og så nytter det altså ikke noget, hvis pladsmanden siger ”nu skal jeg lige hente en sæk at smide den i”, siger miljøtekniker Lene Mellemgaard fra Modtagestation Vendsyssel. Det er kremering af kæledyr Lene Mellemgaard taler om. For to år siden stoppede firmaet Daka med at hente døde dyr hos dyrlægerne. Det fik dyrlægerne til bede Modtagestation Vendsyssel om at overtage opgaven. Kort tid efter fik modtagestationen en henvendelse om en hundeejer, der ønskede sin afdøde hund brændt for sig selv, og det blev startskuddet til at modtagestationen nu ikke kun håndterer farligt, men også følsomt ”affald”. - Det er unægtelig noget andet end batterier og malingrester. Pludselig skal man være bedemand, og vi skal være gearede til at modtage de dér følelser, for det er altså følsomt, siger Lene Mellemgaard. Heldigvis kommer medfølelsen med folk, der har mistet en elsket, firbenet ven, jo helt af sig selv, så det er ikke nødvendigt at spille skuespil. Lene Mellemgaard har været rundt hos samtlige dyrlæger og dyrehospitaler for at lægge pjecer, der fortæller om kæledyrskremeringen, og interessen er støt stigende. I hele 2005 sørgede modtagestationen for at kremere ni hunde og katte i alt. I år indtil nu har der været 23-24.