Kælegeder tilbage til feriecenter

Jørgen Eriksen (V) fik ikke støtte i byrådssalen til sin modstand

Mariann Stenholm
Jørgen Eriksen (V): - Nu kan borgerne lære, at hvis man nægter at overholde et påbud fra kommunen og bliver ved længe nok, får man tilladelse til sidst. foto: martin damgård
Fjerritslev 23. september 2006 06:00

FJERRITSLEV: Hvis man nægter at adlyde et påbud fra kommunen og bliver ved længe nok, får man til sidst en tilladelse. Det fastslog Jørgen Eriksen (V) i byrådssalen i Fjerritslev, efter at alle øvrige i salen sagde ja til at Feriecenter Slettestrand kan have fire geder i sit kæledyrsområde - med et års prøvetid og på betingelse af at alle andre love er opfyldt. Jørgen Eriksen forklarede om sin modstand, at han sammen med resten af teknisk udvalg i 2003 gav feriecenteret lov til at anlægge et kæledyrsområde på den udtrykkelige betingelse, at der ikke måtte være hov- og klovdyr i området. - Det krav har man ladet hånt om lige siden og nægtet at rette sig efter kommunens påbud. Det er forkasteligt, sagde han. Udvalgsformand Leif Nielsen (S) var enig i Jørgen Eriksens fremstilling af de faktuelle forhold. - Men nu ligger der en ansøgning om dispensation fra bestemmelsen, og den er et flertal på fire i udvalget parat til at give. Det vejede tungt for flertallet, at de handicappede gæster på feriecenteret har stor glæde af dyrene, ikke mindst børn. - Naboerne er også blevet spurgt, og der er kommet nogle få bemærkninger og indsigelser. Dem er forvaltningen i gang med at se på, så vi kan behandle dem på næste udvalgsmøde, oplyste Leif Nielsen. - Det drejer sig om få dyr, så det er en lille sag. Og vi skal selv holde øje med, at vilkårene overholdes, tilføjede han. Fra Feriecenter Slettestrand siger John Kronborg, at han er lettet over afgørelsen, og han er nu ved at arrangere hjemtransporten af de fire geder, som har været i pension på Hjortdal Dyrefarm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...