EMNER

Kæler for træværket i nye og gamle skibe

Kongeskib, skoleskibe og nye sejlbåde i kyndige hænder hos PC Yacht i Napstjert og Strandby

NAPSTJERT/STRANDBY:Glæden ved at arbejde med det ædle træværk i gamle og nye skibe, lyser ud af bådebyggerne hos P.C. Yacht Service i Napstjert. Indehaveren Palle Christensen og hans fem ansatte kæler for hver en detalje, hvad enten kunden er selveste landets regent og Kongeskibet Dannebrog, fine gamle skoleskibe eller lyst-både i alle aldre fra ind- og udland. - Vi går og laver mange forskellige og sjove opgaver, fortæller Palle Christensen. Når Danmarks fornemste yacht til sommer sejler ud på årets store Grønlandstogt med regentpar og det nygifte kronprinsepar, er skibets ”havebænke” forinden renoveret, lakeret, pudset og poleret efter alle kunstens regler. Det samme er skibets to chalupper, Krone 1 og Krone 2, der tillige er blevet forsynet med nyt bladguld. Åremålskontrakten over vedligeholdelsen af kongeskibet i dets vinterhi på flådestationen ligger hos smede-, tømrer- og snedkerfirmaet Emmich A/S i Frederikshavn, der i denne vinter bl.a. totalombygger banjerne til de værnepligtige ombord. Yacht-firmaet i Napstjert har som underleverandør på bådebyggerarbejdet lige nu gang i opgaverne med at udskifte alle trin på skibets to faldrebstrapper, der skal bringe alle til og fra borde i god behold. Nyt bladguld - På chalupperne, der er bygget i mahogni, har vi fornyet og restaureret lidt, oplakeret og lagt nyt bladguld på, fortæller Palle Christensen. De to chalupper står lige nu inddækket i beskyttende plastic i det lille værfts hal i Strandby, og skal blot have en sidste gang polering, inden de med Kongeskibet ankret op ud for Strandby Havn vil blive hentet ombord. De mange lakerede dæksbænke af teak til opbevaring af hynder, redningsveste og materialer samt skibets lille ”prinsessebænk” bliver efter vedligeholdesplanen også restaureret i denne vinter hos bådeværftet i Napstjert. Skoleskibet Danmark er en anden jævnlig kunde, og får lige nu fornyet teaktræs-trapperne. To af trapperne til dækket, var så medtagne af årenes slid af mange fødder, at de bygges op helt fra nye, mens de øvrige fire får udskiftet de oprindelige trin. Thyra og Svanen I hallen i Strandby fylder Søværnets to kadet-skibe, Thyra og Svanen, godt op. De to 20 meter lange sejlskibe, bygget af Kaya-mahogni på Molich-værftet i Hundested i 1966, er ved at få totalrenoveret skrogene. - Det er et arbejde, der strækker sig over fire-fem måneder. Vi skal være færdige midt i april, fortæller Palle Christensen. Plankerne i Thyra og Svanen er oprindeligt limet kant mod kant, men angrebet af råd og utætheder. - Vi fræser hver eneste samling op, fylder revnerne med lim og tvinger tynde lister af teaktræ ind i fugerne, hvorefter skroget til sidst males op igen, forklarer Palle Christensen om det tålmodighedsarbejde, der er i gang på de to skibe, og som skal være færdigt midt i april. Sidste år udskiftede yacht-firmaet dækkene på begge skibe, der i øvrigt har deres faste vinterhi i hallen i Strandby. Også en større norsk sejlbåd har fast vinterstade i hallen. - Det var netop med det formål at kunne tilbyde reparation og vinteropbevaring på større både, at vi købte den gamle fodercentral i Strandby for tre år siden, og det fungerer fint at have en afdeling i Strandby, siger Palle Christensen, der også har en container stående fast på flådestationen til opbevaring af værktøj i forbindelse med andre opgaver for Søværnet. Modulbyggede dæk En fast kunde er også det store tyske lystbåde-firma Bavaria i Bayern. - Alle de både Bavaria sælger til Danmark, Norge og Sverige kommer forbi os for at få lagt dæk. Det kan være både på op til 50 fod. Det var netop på den baggrund, at vi med støtte fra EU’s Mål 2 midler udviklede vores modulsystem inden for skibsdæk. Vi laver en skabelon af dækket og kan så forlods lave gulvet i nøje tilpassede moduler, og med alt hvad der hører af randplanker, så dækket kan lægges på ingen tid, når bådene kommer forbi, forklarer Palle Christensen. I denne vinter har de to første både været forbi på vej til levering for at få lagt de fine gummifugede teakdæk, mens fem-seks mere er bebudet på vej. I en tid, hvor det er højeste mode med maritim boligindretning, har arkitekter og designere også fået kik på de modulbyggede skibsdæk fra Napstjert. Skibsdæk i badet - Det ser jo flot ud i en butik, på et entregulv eller i et badeværelse, hvor randplankerne kan smyge sig rundt om de sanitære installationer, og så er gulvene uhyre slidstærke. Nogle har også anvendt modulgulvene til lægning oven på slidte flisegulve, så man sparer en ophugning af de gamle fliser, siger Palle Christensen. - De fleste ordrer, vi har, er af længerevarende karakter, men vi tager ind ved siden af, hvad vi kan nå, og laver også en del skibsmøbler af overskudstræ fra gulvene. Desuden rykker vi ud og reparerer fra Tromsø i Nordnorge til Hamborg i syd, og vi har da også bygget og apteret skibe, for markedet forandrer sig hele tiden, påpeger Palle Christensen, der har været selvstændig i 25 år, først 10 år i Skagen, og nu efterhånden 15 år i Napstjert . Mest travlhed er der naturligt nok i vinterhalvåret, med de forskellige maritime kontraktarbejder, men noget specielt ønske om, at hans firma til lands ligefrem skal galoppere med på nutidens maritime rgulvbølge, har Palle Christensen ikke. - 10 ansatte giver mig mere arbejde på kontoret, men ikke nødvendigvis firmaet mere på bundlinien, lyder den nøgternt afvejende betragtning fra bådebyggeren.