Kæmpe fejl at droppe u-både

Mens chokbølgerne stadig forplanter sig gennem Søværnet, er beslutningen om at nedlægge det danske u-bådsvåben for alvor nået ud i de operative led.

Mens den indledende og totale forbløffelse i både ind- og udland bogstaveligt talt er til at føle på, er de langsigtede konsekvenser af denne katastrofale – og rationelt ubegavede beslutning – næppe endnu fuldt erkendt. Danske u-både har i årtier udgjort en fundamental væsentlig og substantiel søjle af flådens søstridsvåben og idet man må tillade sig at gå ud fra at danske politikere er fuldt bevidst om disse egenskaber, forekommer beslutningen om at nedlægge ubådsvåbnet mere som en politisk studehandel, end begrundet i rationelle og objektive argumenter. Ser man sig rundt i verden, er en række lande i fuld gang med enten at anskaffe, eller udbygge deres ubådsvåben, hvorfor? Fordi u-bådsvåbnet er det til dato mest effektive søstridsvåben og er den enkeltstående kapacitet som kan gøre selv en lille nation til en frygtet sømilitær faktor. Skulle man være i tvivl herom, kan man såmænd bare kigge på sammensætningen af både NATO's og Warszawa-pagtens flådesammensætning under den kolde krig. Nu vil nogen naturligvis smile smørret og overbærende gøre undertegnede opmærksom på at den kolde krig er overstået – javist er den det – men maritim krigsførelse bliver ikke fundamentalt ændret fordi freden er brudt ud i Vesteuropa. Med politikernes egne ord, er truslen mod vore demokratier uforudsigelig og kan hverken kvantificeres eller kvalificeres – vi må med andre ord være forberedt på lidt af hvert. Som enkeltstående bidrag, vil en enkelt undervandsbåd kunne udgøre en reel trussel mod en flåde kampgruppe bestående af et hangarskib med ledsagerfartøjer, hvorimod en gruppe af Fregatter (Patruljeskibe) tilsvarende aldrig ville kunne udgøre nogen egentlig trussel. U-både placeret i et geografisk begrænset område vil kunne forhindre en modpart i at operere i eget nærområde, eller binde enorme af modpartens ressourcer i forsøget på at lokalisere og uskadeliggøre disse u-både. Lægges dertil en række øvrige forhold såsom skjult tilstedeværelse, efterretningsindhentning i fjendtligt søterritorium, klandestine operationer i forbindelse med landsætning af specialstyrker og meget andet, er u-bådens egenskaber samlet set unikke og uovertrufne i forhold til konventionelle orlogsskibe. Mens nogen i dette land muligvis finder anledning til spontan jubel over udsigten til de kommende Fleksible Støtteskibe samt Patruljeskibe, som jo om ikke andet vil kunne udgøre synlige fremtidige danske bidrag, så lad mig da kort nævne et par forhold, som vil komme til at spille en rolle i søværnets fremtidige operationer for at kvalificere disse enheder til international tjeneste. Overfladeskibe skal kunne imødegå en trussel fra andre enheder på vandet, under vandet og i luften – altså en tre-dimensionel trussel. Med bortfaldet af ubåde i det danske søværn, vil søværnet ikke længere kunne øve anti-u-bådsoperationer med egne enheder og dermed vil den basiske træning som er forudsætningsdannende for operationer i internationalt regi, for slet ikke at nævne egentlige kamphandlinger, væsentligt være reduceret. Dertil kommer, at en række ekspertiser i forbindelse med u-bådsoperationer, vil forsvinde helt i løbet af en kort årrække, hvilket fremover væsentligt vil hæmme søværnets udvikling i både nationale og internationale fora. Samlet set kan man således frygte, at Danmark fremover stille og roligt bliver kørt ud på et maritimt sidespor, hvor manglen på basal viden om undervandsoperationer simpelthen vil diskvalificere danske flådeenheder i en lang række opgaver. NATO har igen og igen fremhævet konceptet Joint Operations, hvor overfladeskibe, u-både, fly og hærenheder opererer sammen, men hvordan Danmark med de til denne opgave anskaffede Fleksible Støtteskibe, fremover skal gøre sig gældende i denne sammenhæng svæver i luften. Viking-projektet i samarbejde med Sverige, kunne have tilført dansk industri arbejdspladser og teknisk knowhow med henblik på yderligere ordre og kunne måske ligefrem have udviklet sig til en overskudsforretning for Danmark, i stedet går hovedparten af de fire mia. kroner nu til udenlandske producenter af Merlin helikoptere og Hercules transportfly. Spørg en hvilken som helst admiral i verden, hvad han frygter mest, en moderne dansk fregat, eller en moderne dansk u-båd – svaret vil falde ud til u-bådens fordel – det skulle da lige være med undtagelse af en i Danmark. Med nedlæggelsen af det danske ubådsvåben, har danske politikere savet en af de få virkelige bæredygtige grene over i det danske søværn, og at dette historisk vil vise sig som en eklatant fejltagelse, er jeg ikke et sekund i tvivl om. Skulle man senere fortryde, bliver regningen astronomisk og vil næppe nogensinde være politisk fremkommelig, hvorfor beslutningen formentlig også er en ultimativ fremtidig fraskrivelse af et u-bådsvåben i Danmark.