Kæmpe-invasion af en lille, farvestrålende finke

Fuglen Lille korsnæb er for tiden på træk i usædvanligt store antal

Ole Sanvig Knudsen
Foto: Ole Sanvig Knudsen
Fugle 7. oktober 2017 16:01 - Opdateret 7. oktober 2017 16:01

NORDJYLLAND: Hvis du støder på en lille, farvestrålende fugl med et sjovt næb, der siger "gyb-gyb-gyb", som du aldrig har set før, så fortvivl ikke: Danmark er lige for tiden ramt af en kæmpeinvasion af Lille korsnæb, der i tusindtal vælter ind over os fra Sverige.

Fugletællingsstationen Falsterbo i Sydsverige nåede i slutningen af september op på 30.000 trækkende korsnæb, hvor gennemsnittet de seneste 20 års tid har ligget på 2000-3000 fugle. Og selv om Falsterbo altså ligger syd for Malmö, så betyder det store antal korsnæb, at de også er at finde i usædvanlige mængder langs hele den jyske østkyst.

- Fra Skagen over Læsø og til de fleste øer i Kattegat og på kyster, der vender mod nord og øst, er der noteret ekstraordinært store antal af lille korsnæb den seneste måned eller to. Netop nu er der ganske enkelt flokke af korsnæb over alt i Danmark, hvor der er bevoksninger med nåletræer, som kan give finkerne de frø, der er deres foretrukne føde, siger Michael Fink fra Dansk Ornitologisk Forening.

Fuglene er at finde i gran- og fyrrebevoksninger, hvor de leder efter kogler, som de spiser frøene fra - og som de er specialiserede i at spise på grund af deres næb, der med tiden har udviklet sig til at være en særdeles effektiv "kogleoplukker".

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...