Tyverier

Kæmpe kunstkup i Krik

Kunsthandler Bjørn Wandall er overbevist om, at der er tale om et bestillingsarbejde.

Pakhuset Krik var hele mandagen afspærret af politiet, indtil alle rum og grunden udenfor var eftersøgt for spor af gerningsmændene til søndagens kunstkup. Foto: Diana Holm

Pakhuset Krik var hele mandagen afspærret af politiet, indtil alle rum og grunden udenfor var eftersøgt for spor af gerningsmændene til søndagens kunstkup. Foto: Diana Holm

Da Tove og Bjørn Wandall søndag aften vendte tilbage til Pakhuset Krik efter at have arbejdet hele weekenden på en udstilling, var det også til en meget ubehagelig opdagelse. Der havde været indbrud natten til søndag, og alarmen havde ikke virket. I hvert fald var kontrolcentralen ikke blevet opmærksom på, at alarmen var blevet afbrudt. Bjørn Wandall fortæller, at der har været tale om professionelle indbrudstyve, som har vidst nøjagtig, hvad de gik efter. Efter at have brudt døren op, har de gennemsøgt hele huset, været i alle rum, har brudt alle låste døre op, indtil de fandt, hvad de ledte efter: Parrets store grønlandssamling. Men ikke alle etnografika har haft deres interesse. De har taget de små tupilakker og andre mytiske figurer, mens de eksempelvis har efterladt syede ting af skind. Gerningsmændene har til gengæld vidst, at der var tale om dyre ting, som de skulle passe på. For figurerne er meget forsigtigt fjernet fra de podier, de stod på i de knuste montrer. Bjørn Wandall ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, hvor meget der er stjålet for, men siger: - Der er tale om nogle journalisters årsløn, kan jeg sige. Der er fjernet flere hundrede små figurer, men disse fylder ikke mere, end hvad der kan være i to-tre banankasser. Bjørn Wandall er overbevist om, at der er tale om bestillingsarbejde.