EMNER

Kæmpe ror til Hirtshals

MarineShaft i Hirtshals modtog torsdag deres største ordre.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blandt andet måtte man i gang med skærebrænder for at fjerne to øjer, så det kunne ligge stabilt. Foto: Bente Poder

Det var ikke helt let af få det 64 ton tunge ror på plads. Da det torsdag formiddag ankom fra Bremerhaven i Tyskland, skulle det løftes op og placeres på en blokvogn, hvorefter det skulle køres til Marine-Shafts værksted. Ordren har været længe undervejs, og det var en stor del af medarbejderne, som var mødt op på kajen for at se den store klods, de skal arbejde på det næste stykke tid. To nye ansættelser Hos Marineshaft, som specialiserer sig koldretning af rorstammer, er man glade for den nye ordre. - Vi har for nylig ansat to nye medarbejdere til at arbejde på blandt andet det nye ror, siger projektleder Allan Nielsen. Han mener dog, at virksomheden klarer sig så godt, at de to ikke nødvendigvis kun er ansat til denne ene opgave. Den nye, store ordre har også mulighed for at gavne virksomheden på længere sigt. - Der er en masse omtale af et ror af denne størrelse, som vi håber på at kunne få noget ud af, siger han. Ingen let opgave Først skulle roret dog transporteres de godt to kilometer fra havnen til værkstedet, og det skulle vise sig ikke at være helt let. To kraner var blevet lejet ind til formålet, og da de fik løftet roret op fra skibet og ind på kajen, skulle det placeres på en blokvogn. Inden da var man dog nødt til at fjerne to øjer med en skærebrænder, for at det kunne passe på vognen. Så var den gal med vægtfordelingen, og efter et par forsøg, måtte man vende blokvognen den anden vej. Til sidst lykkedes det, og efter omkring 15 minutters kørsel ankom roret til værkstedet på Silvervej. Nøje planlægning MarineShaft og de andre involverede har dog planlagt transporten nøje. - Der ligger en masse logistisk arbejde forud for modtagelsen af en ordre som denne, siger Allan Nielsen, som dagen igennem stod på kajen og holdt øje med arbejdet. Roret stammer fra et japansk skib, som i november kolliderede med et andet skib i nærheden af Bremerhaven.