Lokalpolitik

Kæmpe spejderlejr lander på nyt byråds bord

Nyt byråd skal beslutte, om Frederikshavn skal byde ind på værtskab for 44.000 spejdere

Spejdernes Lejr 2012 blev holdt i Holstebro. Nu er Frederikshavn Kommune med i opløbet om at blive vært for den gigantiske spejderlejr i 2017. Arkivfoto: Martin Eigenbroth
Spejdernes Lejr 2012 blev holdt i Holstebro. Nu er Frederikshavn Kommune med i opløbet om at blive vært for den gigantiske spejderlejr i 2017. Arkivfoto: Martin Eigenbroth Martin Eigenbroth

FREDERIKSHAVN: Det nye byråd starter med en spejderlejr. Til 27 mio. kr.

Når det nye byråd mødes i 2014, skal de 31 folkevalgte tage stilling til, om Frederikshavn Kommune fortsat skal byde ind på værtskabet af Spejdernes Lejr 2017.

Spejdernes Lejr er en fælles spejderlejr for alle spejderkorps i Danmark. Lejren blev første gang holdt i Holstebro i 2012 med deltagelse af 37.300 spejdere samt 16.000 gæster.

I 2017 regner spejderne med at kunne samle 44.300 spejdere og omkring 20.000 gæster, svarende til cirka en tredobling af Frederikshavns indbyggertal.

Frederikshavn Kommune har budt sig til, og tanken går på, at den gigantiske lejr skal placeres på og omkring Knivholt.

Investering på 27 mio. kr.

19 kommuner har lagt billet ind på værtskabet i 2017, og Spejdernes Lejr har i første omgang udvalgt ni kommuner, som de besøger og forhandler med.

Frederikshavn Kommune havde besøg af repræsentanter fra Spejdernes Lejr sidst i november.

Det afgående byråd er positivt stemt for idéen, men overlader afgørelsen til det nye byråd, da der er tale om en stor økonomisk satsning.

Kommunens investering i lejren løber op i cirka 27 mio. kr., som blandt andet skal gå til anlæg, teknik, beredskab, administration, markedsføring og transport.

Kæmpe omsætning

I Frederikshavn vil lejren kunne bidrage kraftigt til det lokale handelsliv og udnytte den ledige hotelkapacitet på 20 procent i juli måned.

Frederikshavn Erhvervsråd tilbyder sig som partner og peger på, at lejren passer fint ind i kommunens vækstspor: Oplevelser, fødevarer, vedvarende energi og det maritime, som alle vil kunne indarbejdes i lejren på forskellig vis.

Holstebro med igen

Holstebro Kommune, der var vært i 2012, er så begejstret for samarbejdet, at de igen har budt sig til som vært i 2017.

Holstebro Kommune skønner, at lejren i 2012 har genereret en omsætning på op mod 150 mio. kr., og at det i høj grad lykkedes at involvere lokalsamfundet i lejren.

20 procent af kommunens borgere var direkte involveret i aktiviteter i lejren, og 95 procent af kommunens borgere og 90 procent af virksomhederne synes, at værtskabet var en god idé.

Den endelige udvælgelse af, hvem der skal have værtskabet og være partnerskabskommune sker i det sene forår 2014.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden