Kæmpe stålbue ved NOVI

Buen bliver næsten dobbelt så høj som Aalborgtårnet men er vigtig for AAUs position som forskeruniversitet

Niels Brauer
Med en planlagt højde på 104 meter vil målebuen ikke bare forskningsmæssigt markere AAU, gitterkonstruktionen bliver at se på lang afstand.
Aalborg 2. maj 2017 06:31 - Opdateret 2. maj 2017 13:00

AALBORG: En 104 meter høj bue til tekniske målinger, bygget af stål i gitterkonstruktion, vil, hvis alt går som planlagt, blive et vartegn for universitetsområdet i Aalborg Øst.

Målebuen, der vil blive næsten dobbelt så høj som Aalborg-tårnet, skal fungere som antenneanlæg for NOVI Forskerparks seneste udvidelse NOVI 9.

NOVI 9, der er til brug for Aalborg Universitet, rummer avancerede laboratorier beregnet for forskning og udvikling indenfor trådløs kommunikation. Tilføjet buen kan der udføres avancerede målinger af radiobølger i forbindelse med forskning i antenneteknologi, hvilket angiveligt vil bidrage til, at universitetet kan bevare sin førende forskerposition i antenneteknologi og radiobølger. Laboratoriet vil således være det eneste sted i verden med sådanne forhold.

Synlig langt omkring

Godkendelse af et antenneanlæg, der med en beliggenhed på Gug-Tranders bakke bliver synlig fra store dele af det omkringliggende kvarter, nabobyer og landskabet, kræver mere end en almindelig godkendelse. Da det vurderes, at buen kan medføre en væsentlig påvirkning af miljøet, skal der foruden tillæg til kommuneplanen og ny lokalplan laves en miljørapport med henblik på at afklare buens virkninger på miljøet.

Torsdag skal by- og landskabsudvalget i Aalborg Kommune behandle et debatoplæg, der, forudsat det bliver godkendt, indebærer, at alle i perioden fra 8. maj til 12. juni 2017 har mulighed for at komme med idéer, synspunkter og forslag til brug for den videre planlægning, herunder forslag til de emner, der skal belyses i miljørapporten.

200 meter spænd

Om konstruktionen fortælles det, at den laves som en åben gitterkonstruktion af stål i lighed med en byggepladskran. Buens to "fødder" placeres cirka 200 meter fra hinanden. På det smalleste bliver dens konstruktion, der i tværsnit er en ligesidet trekant, fire meter på hver led. Ved de to fundamenter er siderne på den trekantede konstruktion 14 meter.

Du kan læse hele historien om kæmpebuen på NORDJYSKE Plus

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...