- Kæmpe støtte til Skovlyst

Borgmester Birgit Hansen (S) arbejder med flere løsningsmodeller med hensyn til en redningsaktion

Skovlyst forfalder, og en redningsaktion er nødvendig. Arkivfoto: Peter Broen

Skovlyst forfalder, og en redningsaktion er nødvendig. Arkivfoto: Peter Broen

SÆBY:Som beskrevet i flere artikler i NORDJYSKE er Sæbys gamle samlingssted - Skovlyst - truet af lukning.

Huset forfalder, der er blandt andet hul i taget, og samtidig er pengekassen tom.

Frederikshavn Kommune er ikke i stand til at tilbyde økonomisk hjælp, og borgmester Birgit Hansen (S), har opfordret til en debat med hensyn til fremtiden på Skovlyst.

Nu har debatten kørt i over to uger, og Birgit Hansen oplyser, at der netop er blevet holdt et møde mellem repræsentanter for Frederikshavn Kommune og folkene bag Skovlyst.

- Jeg kan ikke sige så meget lige nu. Men der bliver arbejdet med forskellige løsninger og modeller, og det er vigtigt at sige, at der ikke står en person med fem millioner kroner til en renovering. Så det er nødvendigt med hårdt arbejde, ligesom det bliver nødvendigt at samle penge ind, siger Birgit Hansen, der oplever en massiv folkelig opbakning til at få reddet Skovlyst.

- Når jeg i forskellige sammenhænge er ude på en opgave, mærker jeg, hvordan folk bakker op omkring Skovlyst. Holdningen er, at det sådan set er lige meget, hvor mange penge en renovering vil koste - Skovlyst skal bare reddes! Og folk siger, at hvis stedet igen bliver indbydende og flot, så vil de bruge Skovlyst fremover, siger Birgit Hansen, der ikke har yderligere kommentarer, før der foreligger noget konkret i sagen.

Det er Sæbys Amatørscene, der ejer huset, mens det er entreprenør Julius Arenfeldt, som ejer grunden.

Og tiden begynder at rinde ud.

Folkene bag Skovlyst forventer, at de er i stand til at betale regningerne til og med det første halvår af 2016. Men hvis der ikke sker noget radikalt, vil en lukning herefter være uundgåelig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden