Kæmpe topmøde i Aalborg: 8.000 tilfældigt udvalgte får invitation af kommunen

Fra grå arbejderby til en moderne by i forandring. Aalborgs borgere skal være med til at definere kommunens DNA

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Hvis du bor i Aalborg Kommune, er du måske en af de udvalgte, der skal være med til at definere Aalborgs nye DNA.

I dag har Aalborg Kommune nemlig sendt 8.000 invitationer ud til tilfældigt udvalgte borgere. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Invitationerne er til et stort borgertopmøde 10. november, der markerer kulminationen på byrådets visionsproces, der bliver kaldt DNA Aalborg.

- DNA Aalborg er et fælles projekt. Vi skal sammen skabe en ny fortælling om vores dejlige kommune - en fortælling, der er moderne, tidsvarende og medtager de mange positive forandringer, der har fundet sted her. Det gamle billede af en grå arbejderby er ved at være forældet, og det er tid til at tegne et nyt portræt, lyder det fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S.).

På borgertopmødet, som finder sted i Aalborg Kongres og Kultur Center, skal deltagerne drøfte de input, der er kommet fra øvrige medborgere, virksomheder, institutioner i de forgange seks uger og dermed selv blive en del af kommunens nye fortælling og vision.

- Borgertopmødet er en vigtig del af det arbejde, og vi håber at se mange engagerede borgere. Det er jo dem, der kender kommunen og bruger den i dagligdagen, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Den nye fortælling og vision behandles politisk af byrådet omkring årsskiftet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.