Kæmpeflamme bragede i Hobro
HMN Naturgas tømte ledning under den kommende politistation for 6000 kubikmeter gas - og brændte gassen af gennem 12 meter høj skorsten

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HOBRO:Huuuuusjjjj, sagde det ret snart, da HMN Naturgas her til morgen brændte 6000 kubikmeter naturgas af fra en mark på Aalborgvej i Hobros udkant.
Flammen stod på et tidspunkt 30-40 meter op i luften, og den afbrænding kunne i den grad høres af omgivelserne.
Nøjagtig klokken 8 blev gassen tændt, og bare 20 minutter senere var det slut.
Fakkel på mobilkran
Inden da satte folkene fra naturgasselskabet på bedste bordligther-manér ild til gassen via en fakkel monteret på en mobilkran.
Hele manøvren gik ud på at gøre grunden under den nærliggende, kommende politistation ved rundkørslen til Digterparken gasfri.
Netop herunder har HMN Naturgas en virksom rørledning af stål liggende.
Rørledning skulle tømmes
Det var den rørledning, som skulle tømmes og fjernes.
I stedet kobles en ny ledning - et omløb - på.
En times tid efter, at den spektakulære flamme døde ud, tog folkene fat på at luftblæse ledningsstykket for at sikre, at det er gasfrit.
Dagen blev herefter brugt på at koble den nye erstatningsledning i nærheden på nettet.
Det havde man en frist på otte-ni timer til at fuldbringe.
I mellemtiden tærede områdets naturgaskunder på en gasbeholdning, man havde reserveret på ledningsnettet. Ved spisetid flyder gassen igen, som den plejer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.