Kæmpelån til Spar Nord-bestyrelsen

Fire medlemmer af bestyrelsen har i gennemsnit lån på 40 mio. kr. i banken. Det er langt over niveauet i andre banker og et problem for troværdigheden, mener ekspert.

Spar Nord Banks bestyrelse har fået bevilget lån for tilsammen 173 mio. kr. i den bank, de er øverste ledelse for. Det skriver business.dk onsdag. Til sammenligning har bestyrelsesmedlemmerne i Danske Bank lån og lånetilsagn for tilsammen 20 mio. kr. i landets største bank. En af låntagerne er Spar Nord-medlemmet, tidligere TK Development-direktør, ejendomsinvestor og nuværende bestyrelsesmedlem i Spar Nord, Per Søndergaard Pedersen, som ifølge årsregnskabet for hans holdingsselskab, PSP Holding, havde en kortfristet gæld på 32 mio. kr. til Spar Nord ved udgangen af 2007. Skaber tvivl om interessesammenblanding En af landets førende corporate governanceeksperter, professor ved Copenhagen Business School, CBS, Steen Thomsen, er betænkelig. - Jeg er ikke så katolsk, at jeg siger, at bestyrelsesmedlemmer ikke må have en konto i banken. Men størrelsen af de beløb, som de låner, har en betydning. Hvis der er tale om meget store engagementer, så kan bestyrelsesmedlemmerne have personlige interesser i bankens udlånspolitik. Det kan det skabe tvivl om, hvorvidt der sammenfald mellem bestyrelsens og aktionærernes interesser, siger han til business.dk. Spar Nord: Er erhvervsdrivende Spar Nord Banks kommunikationsdirektør, Ole Madsen, siger, at det store udlån til bankens bestyrelsesmedlemmer skyldes, at flere af dem er erhvervsdrivende med egne virksomheder. Det har ikke været muligt at træffe Spar Nord Banks bestyrelsesformand, adm. direktør i Brønderslev-virksomheden Cubic Modulsystem, Jens Torben Fristrup.