Kæmpelastbiler kører ulovligt

Chauffører glemmer, at ikke alle veje er godkendt til 25 meter lange vogntog

Modulvogntogene kræver en del mere plads end en almindelig lastbil. Arkivfoto: Grete Dahl
Danmark 1. september 2009 06:00

KØBENHAVN: Over 100 kæmpelastbiler kører med varer og fragt på de danske veje. Siden november 2008 har udvalgte veje og 19 destinationer i Danmark været godkendt til de godt 25 meter lange lastbiler, som både skal skåne miljøet med færre lastbiler og spare vognmændene en femtedel af fragtomkostningerne. Men ikke alle lastbilchauffører og vognmænd har holdt sig til de godkendte veje. Den første bøde på 15.000 kroner er allerede uddelt til en midtjysk vognmand, og Vejdirektoratet har kendskab til flere eksempler. - Vi ved med sikkerhed, at der er nogen, der har kørt uden for nettet. Det har vi fået besked på, både fra politiet og fra branchen. Men vi ved ikke, om det foregår systematisk, siger specialkonsulent Henrik Ludvigsen fra Vejdirektoratet. Og den ulovlige kørsel er til stor fare for trafiksikkerheden. - Modulvogntogene kan ikke dreje skarpt om et hjørne, og kommer derfor til at bruge mere af vejbanen og måske også noget af cykelstien på de veje, som ikke er godkendt. Derfor er det forbundet med en større risiko for både cyklister og andre trafikanter, når de kører uden for de godkendte strækninger, siger han. Vognmændenes brancheorganisation Dansk Transport og Logistik (DTL) fraråder kraftigt, at lastbilerne sendes ud på afveje. - Det er en præmis for forsøgsordningen, at man holder sig til aftalerne. Men der er et gedigent bødeniveau, og derfor satser vi på, at det får et begrænset omfang, siger cheføkonom Ove Holm fra DTL og opfordrer i stedet virksomhederne til at søge om at blive godkendt som destination. Fra tirsdag den 1. september udvides ordningen til at gælde 36 destinationer. Men mindst yderligere 50 virksomheder, havne og organisationer har vist interesse for også at blive godkendt, og det har Ove Holm store forventninger til. - Hvis de fleste af disse bliver godkendt, så tror jeg på, at vi kan nå op på 1000 modulvogntog. Der er stor kreativitet og interesse i branchen og en masse gevinster at hente, siger han. Lige nu kører mellem 30.000 og 40.000 almindelige lastbilsvogntog. Hos de danske bilisters organisation FDM er der til gengæld bekymring over for udvidelsen af forsøgsordningen, der foreløbig ikke har ført til trafikulykker med de store lastbiler. - Testen kommer først nu, hvor vi går ind i anden fase. Nu kommer en masse mindre havne med, og man får lastbilerne ud på små veje, som ikke er beregnet til den slags tung trafik, siger chefkonsulent Torben Kudsk fra FDM. - Det kan give problemer med fremkommeligheden, når de store lastbiler kører i byerne. Og det kan give problemer med højere hastighed, når vejene skal gøres bredere, for at de store lastbiler kan køre på dem, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...