Kæmper for overlevelse

Sæby 4. januar 2003 07:00

SÆBY: Efter en uventet flot start i debut-sæsonen i dansk keglebillards fornemste række, Elitedivisionen, er Sæby Billardklub efterhånden kommet i overhængende nedrykningsfare. Holdet, der er Nordjyllands højst placerede i keglebillard, kæmper nu for overlevelse og håber på, at situationen vil være forbedret efter to vigtige hjemmekampe i denne weekend. I dag, lørdag, gæster Gilleleje Sæby Billardklubs lokaler. Nordsjællænderne ligger på 11. pladsen, mens Sæby må nøjes med 12. pladsen. Der er udsigt til en spændende og jævnbyrdig match, hvor Sæby med en sejr håber at kunne ændre de to holds individuelle placering. I morgen, søndag, venter der Sæby-holdet en ny hjemmebanefordel. Så bliver modstanderen Vejby, der i øjeblikket ligger på tredjepladsen. Sæby-holdet er indstillet på en vanskelig kamp, men optimismen er i behold, og sæbynitterne vil kæmpe af alle kræfter og søge at nyde godt af hjemmebanefordelen. Sæby Billardklub ser gerne, at der møder mange tilskuere op til de to vigtige kampe i klubbens lokaler i denne weekend for at følge Sæby-spillernes forsøg på at vriste points fra modstanderne og slippe væk fra nedrykningspladsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...