Kæmper mod narko

EMNER 3. august 2007 06:00

RUDKØBING: Tre anholdte for kokainbesiddelse, to voldssager og flere unge under 18 år så påvirkede, at de er sendt på hospitalet. Politiet har haft travlt med de kedelige sider af årets Langelandsfestival. Men også arrangørerne har brugt kræfter på problemerne og har sat en offensiv kampagne imod stoffer på festivalen i gang. - Vi vil have “no drugs” hernede. Vi stoftester de unge, hvis de virker påvirkede eller aggressive. Finder vi noget, bliver armbåndet klippet, og de unge bortvist, Samtidig har vi indført et “safe-area”, hvor man kan komme og blive testet uden at blive bortvist, hvis man ikke selv har haft indflydelse på det, man indtager, siger festivalejer Allan K. Petersen. På den lokale politistation i Rudkøbing har festivalens indsats dog hverken gjort fra eller til foreløbig, fortæller vicepolitikommissær Ejgil Rundberg. - Problemerne er af samme omfang som sidste år. Og der vil også de næste dage blive kørt unge mennesker på sygehuset, sådan er en festival, siger Ejgil Rundberg fra Rudkøbing Politi. Torsdag var der omkring 30.000 gæster på festivalen, godt 10.000 af dem er unge mennesker./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...