Kæmpeskulptur i bevægelse
Gigantisk granitskulptur lavet af billedhugger Claus Ørntoft blev afsløret

Galleri - Tryk og se alle billederne.
STERUP:Der var en meget glad for forventningsfuld stemning på Aasen Teater lørdag, hvor en stor flok mennesker var mødt op for at være en del af et særligt øjeblik - hvor et kæmpestort kunstværk af Claus Ørntoft ved navn ”Himmelbrønden” skulle afsløres.
Ved ankomsten var værket dækket til i en art stof, og det var svært at forestille sig, hvad der gemte sig bag - bortset fra, at man kunne se, at alene størrelsen gjorde det til et markant kunstværk.
Lars Olsen, der sammen med sin kone Birthe Rosenfeldt står bag teatret, bød velkommen, og der var tale af sceneinstruktør Klaus Hoffmeyer, der er forhenværende skuespilchef ved det Kongelige Teater, som bla. talte om forskellen mellem teater og skulptur. Også borgmester Lene Hansen holdt tale.
- Jeg er sikker på, at den skal der nok blive snakket om. Nogle vil fnyse, og andre vil glædes, sådan er det med stor kunst. Og den vil helt sikkert sætte nogle tanker i gang, sagde hun.
Herefter blev de mange snore, der holdt stoffet på plads omkring værket, klippet af flere forskellige personer. Lars Olsen måtte op på en stige, for at få det frigjort - og så stod den der. Der gik et sus gennem gæsterne.
Skulpturen står på en granitbund og består af to høje sten, som er forbundne af en anden sten på tværs, som har et hoved i hver ende og som kan bevæge sig rundt. Det demonstrerede Claus Ørntoft, da han holdt tale.
- Jeg har for første gang skabt en mobil skulptur, fortalte han.
Professor og forhenværende rektor ved Kunstakademiet i København, Else Marie Bukdahl, holdt også tale.
- Det vil give stedet en ny markant profil og vil spille sammen med Aasen Teater og blive et vartegn for Aasen Teater. Det vil skabe forbindelse mellem billedkunst og teater, sagde hun.
Lars Olsen og Birthe Rosenfeldt har brugt deres opsparing på skulpturen.
- Ud over at vi håber, værket kan blive til glæde for hele området og blive et vartegn for os og Jyske Ås, så håber vi, det kan inspirere andre, forklarer Lars Olsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.