Kæmpestævne en succes i rideklub

Frederikshavn Rideklub indviede ny udendørs springbane ved distriktsstævne

Jens Ole Pedersen
Luna Kølbæk Rosenberg fra Frederikshavn Rideklub på ponyen Lucas.Privatfoto
Frederikshavn 19. maj 2014 12:03

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Rideklub indviede i weekenden deres nye udendørs springbane i forbindelse med et brag af et distriktsstævne i spring/dressur for hest/pony i anledning af klubbens 50 års jubilæum.

265 starter i dressur og 325 i spring inklusiv deltagere fra både Sverige og Norge var med i stævnet, som klubbens mange frivillige havde knoklet med i flere uger op til arrangementet for at gøre klubbens faciliteter så flotte og indbydende som muligt, hvilke også fik mange rosende kommentarer fra ryttere, dommere, den teknisk delegerede fra Dansk Rideforbund og mange flere.

Især for Frederikshavn Rideklubs Luna Kølbæk Rosenberg blev det en succesfuld weekend i ridesportens tegn, idet Luna både blev placeret i spring (1. plads) og dressur cups (3.plads).

Af øvrige placeringer til ryttere fra arrangørklubben kan nævnes en førsteplads til Lisa Schouenborg Andreasen & Delation i Intermediare I for hest og Mathias Engelsted & Qublix i LA spring for hest.

Øvrige jubilæumsaktiviteter i løbet af året er foredrag ved sportscoach og mentaltræner Rasmus Bagger 22. august og stor 50 års jubilæumsfest den 23. august.

Næste store stævne er DM i ponydressur for hold primo september, hvor Frederikshavn atter kommer på ridesportens landkort i Danmark og tiltrækker ekvipager fra hele landet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...